Andreas Faye og renessansepresten Peder Claussøn Friis

Sagnet «Peder Clausson» av Andreas Faye (1844)

Da Peder Clausson blev Prest til Undal herskede der endnu blandt Almuen mange papistiske Skikke og megen Overtro, som denne ligesaa nidkjere som lærde Prest søgte at udrydde. I de Dage fandtes der i Kirken mange Helgenbilleder, som Almuen efter gammel Skik tilbad; men for at tilintetgjøre sligt Afguderi, kastede han dem i Undalselven, paa det at de skulde flyde bort med Strømmen. En Bondemand fra Gaarden Syrdal, som just var ude at fiske paa Svinøerfjorden, blev høist forbauset ved at see sin Afgud komme flydende til sig paa Vandet. Han tog strax Billedet op, og bragte det i Stilhed hjem, hvor han beholdt det hemmelig hos sig og ydede det Tilbedelse i lang Tid, førend det blev bekjendt og af Presten afstraffet. Nogle lægge til, at Billedet var af Guld; men at det formedelst dets Hellighed flød. En anden Sag, der ogsaa lever i Folkesagn, havde nær bragt Clausson i stor Ulykke. Han havde enten solgt eller bortbyttet en Hest til en Fjeldmand, der fandt sig misfornøiet med Handelen, og derfor gjorde flere Forsøg paa at faae Presten til at tage Hesten tilbage, men forgjeves; Fjeldmanden blev opbragt, Presten ligesaa, og det kom saa vidt, at Bonden maatte rømme med Hesten over Undalselven til Gaarden Vigeland. Her, hvor Bonden troede sig i Sikkerhed, brugte han atter store Ord og raabte, at han skulde binde den usle Hest ved Aabredden, Presten til Vanære. Clausson, der var en hidsig Mand og en god Skytte, gik ind i Prestegaarden efter sin Rifle, skjød over og traf Bonden, som blev liggende død paa Stedet. Clausson blev derpaa sagsøgt og ved Underretten dømt fra Livet; men da han som Prest var fri for Heftelse, og havde indanket sin Sag til en Herredag i Bergen, begav han sig ud til Lindesnes for at vente paa Kongejagten. Under Ventningen reiser han ud at fiske; han faaer en usedvanlig Helleflyndre og treffer strax efter Kongejagten. Presten gaaer ukjendt ombord og frembyder sin Fisk for Kronprindsen, som var der for at reise til Herredagen. Saavel Kronprindsen som hans Følge blev meget forundret over Fisken, hvis Lige de aldrig havde seet, og da de spurgte, hvilken Belønning han fordrede for den, svarede han: «Intet; men tænk, o Herre! paa mig, naar jeg staaer bleg og skjelvende for Herredagen i Bergen.» Om Presten nu tilkjendegav hvem han var, vides ikke; men paa Herredagen blev han frikjendt og levede som Provst og Sogneprest til sin Død. Mange Bønder sige, at de nedstamme fra ham.

(Meddeelt).

Anm. I Choret i Valle Hovedkirke findes Peder Claussons Portræt, malet paa en Trætavle og vel vedligeholdt. Paa Maleriet er skrevet: «Peder Clausson, født i Eger Øsund, Anno 1545 d. 1. Apr., blefv Sogneprest i Undal og Provst 1566, døde Anno Christi 1614, anno ætatis 69 Compl. ora et labora.» Han er malet i Presteornat med en Bog i den ene Haand og et hvidt Tørklæde i den anden; han har langt graat Skjeg, i Panden nedhængende og paa Siderne noget krøllet Haar. Hans Øine ere skarpe og livlige, Panden fremstaaende, og alle Ansigtstrækkene, der ere stærke og grove, fremstille en alvorlig og streng Mand. Det Hele viser en høi Grad af Bestemthed, og, naar undtages den altfor store Strenghed, et tækkeligt Ansigt. En Copi heraf er Claussons Portræt i Aalls Udgave af Snorre. Da Snorre Sturlesons berømte Forfatter er en saa almeen bekjendt Mand, tager jeg ei i Betænkning at meddele Følgende, som Hr. Provst Lassen tilligemed Sagnet godhedsfuld har meddeelt mig. «Hr. Clausson ombyggede den gamle Kirke i Valle Sogn og flyttede den fra Gaarden Foss, 1/2 Miil længere op i Dalen, ned til Prestegaarden. I den 1792 nedrevne Kirke fandtes paa en af Stolene følgende Inskription: «Anno Christi 1577 haver jeg Peder Clausson, Sogneprest i Undal med Øvrighedens Bevilling, og efter min Hr. Biskops Raad, Magister Jørgen Eriksons og mine Sogen-Bønders Bøn og Begjering ladet bygge Valle Kirke af nye paa min egen Bekostning, og gav jeg Kirken til samme Bygning C Rdlr., det andet er mig af Kirken betalt, og Sognemændene gave dertil L Rdlr. Anno 1591 lod jeg bygge Choret dertil. Alt tre Gange saa stort som det Gamle; jeg lod og gjøre den for gyldte Kalk og Disk, dog Alt uroset for Gud. Anno 1608 haver jeg med min Hr. Biskops Lauritz Claussons Bevilling ladet gjøre den Tavle ved Alteret og den ved Fonten; de ere formalede af Peder Reymers; men Choret og Vaabenhuset malede Lydke Dirichsen. Gud lade det være gjort til sit hellige Navns Lov, Priis og Ære og Menniskens Saligheds Forfremmelse, Amen. En Ting beder jeg af Herren, det havde jeg gjerne, at jeg maatte blive i Herrens Huus al min Livs Tid, at skue Herrens Guds Tjeneste og beskue hans Tempel, Ps. XXVII. Forkast mig ikke i min Alderdom, forlad mig ikke, naar jeg bliver skrøbelig. Ps. LXXI. Anno 1608 in Julio.» Af Fortalen til Pontoppidans naturlige Historie seer man, at Peder Clausson, foruden sin Norges Beskrivelse, ogsaa havde forfattet «de norske Dyrs Historie», som han ogsaa sendte sin lærde Ven, Dr. M. Worm i Kjøbenhavn til Gjennemsyn. Ved hans Død kom Manuskriptet i Thomas Bartolins Hænder, med hvis Gaard det opbrændte.

Worm anfører; Petri Undalini fragmenta historiæ animalium Norv. MSS, qvæ peiles me sunt, i hans Traktat «de mure Norv.»