Grev Herman Wedel Jarlsberg og Fayes utkast til en Wedel-biografi

Søndag 26. november 2023 deltok jeg på grevskapets 350-årsjubileum. Det ble arrangert på Jarlsberg hovedgård med miniforedrag om grevelige personligheter gjennom hundreårene, musikkinnslag fra 1700-tallet, bevertning og omvisning i hovedgården ved dagens stamhusbesidder Carl Nicolaus Wedel Jarlsberg.

Vennskapsbåndene mellom familiene Faye og Wedel Jarlsberg i første halvdel av 1800-tallet er nok først og fremst knyttet til faren Christopher Fayes innsats som regjeringskommisjonens og grev Wedels mann under nødsårene 1807–1814, et vennskap som etter hvert også ga Andreas Fayes og hans søsken et slags fripass til familien Wedel Jarlsberg både på Sande, Jarlsberg og Bogstad på 1820- og 1830-tallet.

Det heter om grev Herman Wedel Jarlsberg (1779–1840) at han på sine rideturer mellom Bogstad og Jarlsberg av og til stoppet opp hos Christopher Faye på Bragernes for å hvile ut, og grevens yngre bror, baron Wilhelm Frederik Wedel Jarlsberg (1786–1855), var ofte på besøk hos Faye på Vestre Linnes i Lier og åpnet ved mange anledninger dørene opp for Faye-familien på sin gård Sande i Borre.

I Andreas Fayes samlinger på Riksarkivet, privatarkiv nr. 15, finnes flere utkast til en Wedel-biografi som Faye arbeidet med på slutten av sitt liv, men ikke fikk fullført før sin død i 1869. Biografi-utkastene vitner om store kunnskaper vedrørende grev Herman Wedel Jarlsbergs liv og virke, men gir også nære, personlige beskrivelser av greven.

Fayes omfattende dokumentsamling angående grevens virksomhet og de mange biografi-utkastene ble i forbindelse med Grunnlovsjubileet i 2014 avfotografert og gjort tilgjengelig for allmennheten gjennom Digitalarkivet. Denne artikkelen bygger delvis på innledningen til Bind I av Andreas Fayes dagbøker 1818–1832, som jeg står som tekstkritisk utgiver av for Det norske språk- og litteraturselskap (NSL). Det første bindet, som har fått tittelen «Latinskoleelev og Drammens galante Chevalier 1818–1823», utgis senere i 2024 som digital utgave på Bokselskap.no og trykt som utvidet, illustrert bok på Novus Forlag AS.

Figur 1. Artikkelforfatter Jan Faye Braadland på vei gjennom borggården på Jarlsberg hovedgård til grevskapets 350-årsjubileum 26. november 2023. Foto: Essi Frydenlund.

Grevens mann i Gøteborg

Christopher Faye (1772–1825), Andreas Fayes far, var født på Bragernes i Drammen, fikk utdanning som tømrer i Irland, men ble tidlig både skipper og kaptein, etter hvert også seilduksfabrikant, branndirektør, skipsmegler og gårdbruker i Lier. Han er kanskje best kjent for å ha spilt en sentral rolle under Napoleonskrigen og nødsårene som fulgte på grunn av den engelske blokaden i Nordsjøen fra 1807 til 1814. Så lenge kongeriket Danmark-Norge var nøytralt, var det høykonjunktur. Trelastutførsel, skipsbygging og sjøfart blomstret i byene langs kysten. Ved krigsutbruddet i 1807 ble alt annerledes. Blokaden førte til stengte havner, beslaglagte skip og fengslede besetninger. Kornimporten fra Danmark stanset nesten helt opp, og nøden ble stor blant arbeidere og bønder allerede fra vinteren 1808.

Historiker og statsarkivar Fredrik Scheel (1886–1932) skriver i sin biografi over Christopher Faye i første utgave av Norsk Biografisk Leksikon blant annet: «Naar hans navn er knyttet til Norges historie, er det paa grund av en eiendommelig mission han under krigsaarene hadde i Göteborg. Han var nemlig her fra mai 1809 til februar 1810 Regjeringskommisionens betrodde mand i den utstrakte smughandel, som de uutholdelige forhold under den engelske blokade tilslut fremkaldte. Hans virksomhet i Göteborg, som krigen hadde gjort til et handelscentrum, var mangesidig. Dels kjøpte han direkte op levnetsmidler for Provideringskommissionen og munderingssaker til militæret, dels skaffet han sig av den engelske konsul licenser, som han sendte videre til fordeling i Norge, og dels bistod han de mange norske skippere som blev indbragt til Göteborg av engelske kryssere» (Scheel 1929:87f.).

Figur 2. Sjøslaget i Lyngørs havn 6. juli 1812 var en av Napoleonskrigens mest dramatiske hendelser i Norge. Da ble den dansk-norske fregatten «Najaden» senket, og briggene «Lolland», «Samsøe» og «Kiel» kjempet forgjeves mot det engelske linjeskipet «Dictator» og briggen «Calypso». Akvarell av Ole Johnsen Sebøy 1816. Foto: Norsk Folkemuseum.

Fayes stilling i Gøteborg var uoffisiell, og han ble gjerne omtalt med nøytrale betegnelser som «Jag, Chr. Faye, Handlande från Drammen i Norige» eller lignende i certepartiene (kontraktsdokument for avtaler om leie og befraktning av skip). Historikeren Scheel mente Fayes virksomhet var betydningsfull og nærmest den «som bragte stenen til at rulle i den store licenshandel» høsten 1809. Han fremhevet også det personlige vennskapet med grev Herman Wedel Jarlsberg (1779–1840), regjeringskommisjonens leder, som kanskje også ga Faye oppdraget som dobbeltagent, fordi «han ved sin indsigt baade i sjøfarts- og handelsforhold og ved sin utrættelighet vistnok i det hele meget vel skikket for den». I 1814 påtok han seg også å reise til Danmark som agent for provideringsvesenet og hadde sitt strandkvarter i Ålborg. Da korntilførselen til Norge offisielt var forbudt, kom han også denne gangen «til at staa paa en temmelig utsat post».

I sine Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 gir jernverkseier Jacob Aall ham de beste skussmål med følgende karakteristikk av hans innsats: «Den samme Mand [Christopher Faye] gjorde siden sit Fædreneland større Tjeneste ved, som Greve Wedels og Provideringens Agent i Gothenborg, deels at fremme Korn-Provideringens store Sag, deels befordre den Fart paa England, hvorimed han nu ivrede» (Aall 1859:119).

Figur 3. Christopher Faye (1772–1825), Grev Wedel Jarlsbergs mann i Gøteborg under engelskmennenes blokade i nødsårene 1807–1814. Utsnitt, maleri av ukjent kunstner. Privat eie. Foto: Jan Faye Braadland.

Familiene Faye og Wedel Jarlsberg

Historikeren Yngvar Nielsen skriver følgende om grev Wedel Jarlsbergs nære vennskap til Christopher Faye i en note til trebindsverket om Lensgreve Johan Caspar Herman Wedel Jarlsberg 1779–1840 med henvisning til Jacob Aalls Erindringer (2. utg. 1859, s. 479) og Fayes samlinger i Riksarkivet: «Paa sine Rideture til Jarlsberg hvilede Grev Wedel gjerne lidt ud i Drammen hos Christopher Faye eller paa Austad hos Peder von Cappelen, og paa Sande Præstegaard hos J. St. Munch» (Nielsen II 1901:235). Kunsthistorikeren Carsten Hopstock (1924–2014) gjentar dette i tobindsverket om Bogstad. Et storgods gjennom 300 år og beskriver Christopher Faye som «en friskus som greven kjente fra arbeidet i provideringskommisjonen» (Hopstock 1 1997:193).

Christopher Fayes nære vennskap og forbindelse til grev Wedel og hans yngre bror, baron Wilhelm Frederik Wedel Jarlsberg (1786–1855) på gården Sande i Borre, senere eier av Elingaard i Onsøy fra 1824, skulle få stor betydning for Andreas Faye og søsknene som barn, ungdommer og voksne.

Da vi møter Andreas Faye første gang i dagboken torsdag 1. januar 1818, bodde den 15 år gamle latinskoleeleven sammen med familien i Faye-gården på Bragernes, bare litt over en måned etter moren Maren Mathea Fayes altfor tidlige død, bare 36 år gammel. Etter faren og stemorens vielse 20. juli 1818, og Margrethe Faye fødte sitt første barn 16. april 1819, ble familien splittet opp og barna fra første ekteskap spredd. Den 27. mai samme år var Andreas «Fadder til min Stedbroder Christopher», og to dager senere flyttet faren med sin nye hustru og det nyfødte barnet til gården Vestre Linnes i Lier og etablerte seg der. Lillebror Herman Wedel på syv år ble sendt til baron Wilhelm Frederik Wedel Jarlsberg på Sande i Borre. Søsteren Anthonette på tretten måtte reise til Ålborg for å gå på «comtesse Wedels Institut», en pikeskole som ble styrt av Juliane Marie Wedel Jarlsberg (1775–1861), en eldre søster av greven og baronen.

Andreas Faye og Grev Wedel

I voksen alder møtte Andreas Faye grev Wedel, grevinne Karen (1789–1849) og den 17 år gamle datteren Caroline (1814–1840) i Aachen på sin åtte måneder lange europeiske dannelsesreise i 1831. Det var i slutten av august reisefølget tilfeldig traff på familien Wedel Jarlsberg. Greven var denne sommeren i Aachen for å få kurbadbehandling for podagra og gikt som han var sterkt plaget av.

Faye lagde fyldige notater fra samtalene han hadde med «Norges talentfuldeste, mægtigste Mand» (Jahr 2021:291–294, Vogt 2014:297, Kuben Faye II 10 s. 46–47, Nielsen 1902:455). I årene som fulgte etter møtet i Aachen, ble Faye flere ganger invitert på middager og ball på Bogstad gård utover på 1830-tallet. Andreas Faye hadde samlet en mengde dokumenter blant annet etter faren Christopher Faye og jernverkseier Jacob Aall, samt personlige og historiske notater om Herman Wedel Jarlsbergs liv og virke med sikte på en gang å skrive grev Wedels biografi, men han maktet ikke å fullføre oppgaven før sin død i 1869.

Historikeren Yngvar Nielsen publiserte senere deler av Fayes mange utkast til en Wedel-biografi (Nielsen III 1902:548–551) og andre sentrale dokumenter fra det omfattende materialet om Wedel, regjeringskommisjonens arbeid og korrespondanser vedrørende provideringen som befinner seg i Fayes samlinger på Riksarkivet. Dette materialet ble i forbindelse med Grunnlovsjubileet i 2014 gjort digitalt tilgjengelig for et større publikum på Digitalarkivet.no (Riksarkivet, Privatarkiv nr. 15, Andreas Faye, pk. 31–32 Fh-IX 45–52).

Mange historikere har etter Nielsen benyttet dette materialet i sine avhandlinger og bøker, fra Jacob S. Worm-Müllers Norge gjennem nødsaarene 1807–10 (1918) til Carl Emil Vogts Herman Wedel Jarlsberg. Den aristokratiske opprøreren (2014). Sistnevnte trekker frem Andreas Fayes beundring for greven da Minervas sønner den 20. april 1828 «Under Jubel og Glæde» dro ut til Bogstad for å hylde den nye prokansleren ved universitetet som var blitt utnevnt av kongen 24. mars 1828. Grev Wedel Jarlsberg holdt da en takketale til studentene som gjorde et uutslettelig inntrykk på studenten Faye. Han ble som bergtatt etter besøket på Bogstad denne dagen, en dag han regnet «blandt sit Livs Mærkeligste» (Vogt 2014:293f., kf. Nielsen III 1902:420), se avskrift nedenfor.

Figur 4. Grev Wedel – den nye prokansleren ved Universitetet i Christiania. Litografi fra Ny illustreret Tidende nr. 38, 21. september 1879. Nasjonalbiblioteket.

Minervas sønner hylder greven

Utnevnelsen av Grev Wedel til ny prokansler ved universitetet 1828 vakte stor glede blant studentene. Andreas Faye, som selv var student og medlem av deputasjonen til Bogstad, har gitt følgende, detaljerte beskrivelse av begivenheten (her gjengitt etter Nielsen III 1902:419f.):

De Studerende besluttede ved denne Leilighed ved en Deputation ei blot at sige Oldingen Treschow Farvel, men ogsaa at lægge deres Glæde og Hyldest for Valget af hans Efterfølger [for Dagen] ved at komplimentere Greven. Under Jubel og Glæde drog Minervas Sønner ud til Bogstad, hvor Greven modtog dem med forekommende Velvilje og svarede paa deres Adresse i en Tale, som gjorde et dybt Indtryk paa den lille Forsamling, – hvori han talte om, at hans Livs Vilkaar ei havde tilladt ham at blive nogen Videnskabsmand; Livet havde været hans Skole; men at han skattede Videnskaberne høiest, – skulde virke, hvad han formaaede til at fremme dem. Han talte derpaa om det offentlige Liv, om at en Opposition var saa nødvendig, at fandtes den ei, maatte man ønske at fremkalde den for Kontrollens Skyld, som var det konstitutionelle Livs lyse Side, da man ellers maatte tilstaa, at naar man kunde stedse sikre sig gode og duelige Fyrster, vilde alt gaa simplere og raskere under ens Styrelse. Han forestillede derpaa sin ædle Frue for Deputationen og indbød den til at tilbringe Dagen i hans Familie, hvilken Indbydelse med Tak blev modtagen. «Drak end Greven ei Dus med Studenterne», som Sverdrup spottende havde ytret, da han hørte tale om Deputationen, som han gjennem sin Søn William forgjæves havde søgt at hindre, saa erobrede Greven og hans ædle Frue de unges Hjerter, saa at de med Begeistring om Aftenen forlod det yndige Bogstad, og Forfatteren af disse Linier er visselig ei den eneste, som regner denne Dag blandt sit Livs mærkeligste, – som staar klart for hans Minde, skjønt snart tre Decennier siden er henrundne. Dagen og dens Minder staar saa klare, at jeg endnu mindes et Par Historier, som Wedel ved Spisebordet fortalte om Treschow, som kom for sent til Kongens Taffel, da han skulde ledsage den bekjente Julie Bjelke og hun, for at sikre sig sin Kavaler, stængte Filosofen ind i sin Garderobe, indtil hun var færdig med sit Toilette.

 

Fremste historiker?

Andreas Faye hadde tydelig et ønske om å bli historiker helt fra barnsben av. På Drammens lærde Skole begynte han for alvor å samle historiske dokumenter og sagn om viktige personer og hendelser fra historien, en interesse som med tiden skulle munne ut i flere banebrytende bøker med sagn, historie og pedagogikk. Faye ble oppmuntret av sine universitetslærere til å fortsette sine historiske studier etter at han tok sin teologiske embedseksamen ved Det kongelige Frederiks Universitet i 1828. Det var sikkert også tanken da han, istedenfor å søke på flere ledige sognekall etter endte teologistudier, valgte å bli lærer i Arendal fra 1828 til han ble sogneprest i Holt fra 1833 og senere seminarbestyrer ved Holt seminar fra 1839.

Han utnyttet også årene i Arendal godt og debuterte allerede i 1831 med Norges Historie til Ungdommens Underviisning, den første historieboken for skolen som tok for seg dansketiden helt frem til 1814. En kortversjon av boken, Udtog af Norges Historie, utkom som lærebok i 1834 og ble gjenutgitt i flere  opplag. I 1833 kom Norske Sagn, den første folkeminneboken i norsk litteraturhistorie, en bok, som i likhet med Norges Historie, ble nedsablet av den unge studenten Peter Andreas Munch (1810–1863). Om Munchs anmeldelse av sagnsamlingen skrev artikkelforfatteren følgende i sin artikkel om Andreas Faye for Norsk Biografisk Leksikon i 2001: «Boken fikk hard medfart av den unge historikeren P. A. Munch i tidsskriftet Vidar, bl.a. for mangel på stil og vitenskapelighet, en kritikk som har heftet ved Faye helt opp til våre dager. Munchs anmeldelse var skrevet anonymt og må kunne karakteriseres som et av de mest graverende “øksemord” på noen norsk forfatter» (Braadland 2001:78f.).

Professor og Faye-biograf Ernst Håkon Jahr har i den første helhetlige biografien om Nybrottsmannen Andreas Faye (2021) imøtegått mye av Munchs umodne og usaklige kritikk av Fayes sagnsamling, blant annet gjennom språklige analyser (Jahr 2021:357ff., kap. 7), og utropt Faye til «fremste nasjonale historiker» på bakgrunn av de to historibøkene i 1831 og 1834, sammen med hans medlemskap i Det Kongelige Norske Videnskabers Selskap i Trondheim og det nystiftede Samfundet for det norske Folks Sprog og Historie (Jahr 2021:329ff., kap. 6).

I 1828 var som kjent Grev Herman Wedel Jarlsberg blitt prokansler ved universitet (rektor) i Christiania. På bakgrunn av Andreas Fayes meritter som historiker på 1830-tallet og hans nære bekjentskap med Grev Wedel er ikke professor Jahr i tvil om at hvis Faye hadde søkt den ledige stillingen som historielektor ved universitetet, ville han ha vært den best kvalifiserte til stillingen på det aktuelle tidspunktet i 1837. Grev Wedel valgte dessuten overraskende å gå imot universitetets innstilling av Ludvig Kristensen Daa (1809–1877), som var blitt konstituert i lektorstillingen etter Cornelius Steenblochs død i 1836, og innstilte isteden den relativt ukjente Peter Andreas Munch til stillingen. De eneste faglige skrifter Munch hadde med seg i bagasjen, var faktisk de to anmeldelsene av Faye i 1832 og 1833.

«Her var det at Faye ville hatt sin store sjanse til en universitetskarriere, det vil si, om han hadde ønska det. Når vi ser de søkerne som meldte seg, ville ingen av dem kunnet konkurrere med Faye da. Men Faye hadde, da han blei sokeprest i Holt, og dessuten nygift, tydeligvis avskrevet en universitetskarriere. Han søkte derfor ikke stillinga» (Jahr 2021:619).

Det blir kanskje bare spekulasjoner, men det er rimelig å anta at spørsmålet om Fayes kandidatur på forhånd var blitt diskutert i universitetskretser og kanskje også mellom Faye og greven selv. Han var bedt flere ganger på middag og ball på Bogstad både før og etter utlysningen av lektorstillingen i historie ved universitetet i 1837, en stilling som ble omgjort til professorat i 1841.

Figur 5. Invitasjoner til Andreas Faye fra «Greve og Grevinde Wedel Jarlsberg» til middag og ball på Bogstad i 1837 og 1839. Kuben, PA-1936a, Faye IX 2 (Brev, innbydelser m.m.).

Fayes utkast til en Wedel-biografi

Naar vi nu ville samle de adspredte Træk til et Heelt og stræbe at udkaste et Billede af denne sjeldne Mand, saa vil vel Alle være enige i, at han var en Mand i Ordets egentligste Forstand, en Mand, udstyret af Forsynet med en stor Sjel i et herligt Legeme. Grev Wedel var af Middelstørrelse, noget undersætsig, vel proportioneret, sterkbygget. Fra Barndommen hærdet og øvet, bragte han det vidt i alle Legemsøvelser. Han var den dristigste Rytter, den mest forvovne Sømand. De sværeste Strabatser, de største Farer var ham en Leg, ja havde endog noget tiltrækkende ved sig for ham. Hvad en anden kunde vove, taale og savne vilde han ogsaa; men hvad Lodsen og Soldaten, der stedse lever paa samme Maade, uden Fare kan underkaste sig, kunde Greven, der kun stundom udsatte sig derfor, ei i Længden udholde. Den Uforsigtighed og Uvorrenhed, han viste med Hensyn til Legem, nedbrød hans sterke Helbred, og han skyldte sin egen Uforsigtighed og Egensindighed hovedsagelig de haarde Lidelser, hvormed Gigt og Podagra tidlig hjemsøgte ham. Wedels Hoved med de brune Lokker i hans Ungdom kunde tjent en Kunstner til Model. Han var i sine unge Dage en overmaade smuk Mand og bevarede et Aasyn, der fængslede Opmærksomheden. Han havde et Par klare Øine, hvorigjennem hans Aand straalede; men som om han frygtede for, at man gjennem dem skulde skue dybere ind i hans Sjel end han ønskede, saa han sjelden Folk lige i Øinene, men skulede gjerne, naar han talte med Nogen, hvilket i Forening med et satirisk Smil, der ofte svævede om hans Læber, og hans skarpe og ligefremme Tale indgjød Folk i Almindelighed en vis Respect og holdt selv de mest fordringsfulde og paatrængende Mennesker i tilbørlig Afstand. Hvor forekommende og venlig han end var, – Ingen blev let familiær med Grev Wedel. Var Wedels Udvortes ualmindeligt og tiltalende, saa var den Aand, som besjelede dette Legeme, det ikke mindre. –

            Han var af Naturen udrustet med sjeldne Aandsevner. Han havde en let Opfatningsevne og det klare Overblik, der i de fleste Tilfælde lod ham træffe Hovedet paa Sømmen og i det praktiske Liv erstattede ham, hvad han maatte savne i Detail Kundskab og Lærdom. Han var i det hele mere expedit og genialsk end grundig og skarpsindig. [Nielsen i note: «Disse Ord er udeladte i den sidste Redaktion.»] I sin Omgang med Andre var han simpel, ligefrem, uden al Affectation, som han hadede og spottede, jevn, høflig, tjenstagtig og i høi Grad underholdende; men med al sin Klogskab, især i sine yngre Dage, uforsigtig, ubesindig, haard og skaanselsløs i sine Yttringer og Domme saavel om Personer og (!) Forhold og det uden Persons Anseelse. – Ei blot Dumheden,  Forfængeligheden, Storpraleriet og Fordringsfuldheden, Feighed[en] [og] Falskheden, men Somleriet, Upaalidenheden og Frygtsomheden havde i ham en erklæret Fiende, der hverken skaante Fyrste eller Folk. – I det Hele var han en saare frimodig Mand, der ligesaa frygtede at sige sin Konge som sit Folk sin Mening og Sandheden uden Omsvøb, hvorfor den selvstændige frygtløse Mand ofte paadrog sig Misnøie og Ugunst fra begge Hold. Saavel deraf som af den fremragende Stilling, som han i skjæbnesvangre Tider indtog i Nordens Anliggender, kan man forklare sig de forskjellige Yttringer om Grev Wedel som offentlig Mand. Man beskyldte ham vel med Rette for Ærgjerrighed; thi han var af Naturen skabt til at herske og styre; men hans Ærgjerrighed var ikke af den almindelige, der tilfredsstilles ved Penge, Æresbevisninger, Ordner o. s. v.; men den aabenbarede sig i at strebe efter at udrette hvad Andre enten ei kunde eller turde og havde det ophøiede Maal, i et enigt og sterkt Skandinavien at danne et Bolverk mod Østens Barbarer og skaffe sit elskede Fødeland en fri og selvstændig Stilling i Norden. Man har ogsaa beskyldt ham for som Statsmand at være for storartet og mere passe for engelske end de indskrænkede norske Forhold, hvor Sparsomhed pristes som første Dyd. – Vist er det, at Greven stedse i sit offentlige som private Liv var en Ven af raske Forholdsregler, en Fiende af Krebsgang, og hans Grundsætning var «Staten har som den Private med faa Undtagelser Evne til alle nødvendige Udgifter». – Man har dadlet ham for for megen Tillid til sig selv og som Følge deraf Ringeagt for Andres Meninger, Egensindighed o. s. v. Det er vist, at han ei var et Rør, som bevægede sig efter hver Vind, som blæser, og at han uden at see til høire eller venstre, uden megen Spørgen hist og her tog sin Beslutning og da med Raskhed udførte den; men aldrig lukkede han sine Øren for Andres Grunde, men prøvede dem og rettede sig efter dem, naar han troede, at de vare [de] rette; men fandt ham dem stridende mod sin Overbevisning, saa fulgte ham dem ikke, lidet bekymre[n]de sig om, hvad Mængden eller Aviserne eller endog Storthingets Majoritet dømte derom. Hele hans offentlige Ferd bærer Præget af en Selvstændighed, som sjelden findes, og et moralsk Mod, som hverken frygtede for at tabe Fyrste- eller Folkegunst og endnu mindre for Pressen, i hvilken han hverken erkjendte Guds eller Folkets Stemme, men ofte kun enkelte misfornøiede og ærgjerrige Mænds Yttringer, der anmassede sig at tale i Folkets Navn. –

            Endelig lød Beskyldningen fra Danmark om Utaknemlighed og Forræderi, og vi ville ei fortænke de Danske i, at de dømme haardt om den Mand, der gjorde det til sit Livsmaal at rive sit Fædreland løs fra Danmark og forene det med Sverige, og som fældte en streng Dom baade over den danske Folkekarakter og Regjering. At Wedel handlede af høiere Hensyn efter sin bedste Overbevisning, derom ere vi overbeviste, uden at ville dømme om Retmæssigheden af hans Ferd i saa Henseende. Han staaer for sin Ferd i saa Henseende for en høiere Dommer. –

            Som Statsmand udmærkede han sig ved det skarpe Blik, hvormed han vidste at udfinde Dygtigheden, og den æreværdige Upartiskhed, han lagde for Dagen i Valget, som ei blot viste sig, da han skulde danne det første Statsraad, men sednere ved enhver Embedsbesættelse. Familieforbindelser, Slægtsforhold o. s. v. vare snarere til Hinder end Anbefaling hos ham, der udelukkende saa efter Dygtigheden, Evner og Charakter, og naar han først var overtydet om, at disse fandtes, saa drog han dem frem og tog sig af dem, uden at bekymre sig, om derfor skulde høre ilde i Folkemunde eller Aviser, for hvilke han, som sagt, kun havde liden Respect. Selv arbeidsom, ærlig, rask, bestemt og frygtløs, fordrede han samme Egenskaber hos dem, han skjænkede sin Tillid, og naar han fandt dem, saa hædrede han Vedkommende med sin udelte Tillid og Venskab. At han stundom tog Feil i sit Valg, ville vi ei benegte, skjønt Fedrelandet vist vil erkjende, at han i de fleste Tilfælde var heldig og traf det Rette. Ligesaa lidt ville vi benegte, at hans Mod ei sjelden gik over til Dumdristighed, hans Fasthed til Trods, hans Raskhed til Fremfusenhed, og at hans Domme om Andre ei blot vare skarpe, men ei sjelden ubillige, da han maalede Andre med samme Alen, som han maalte sig selv, og at han ofte med en Overlegenhed, der saarede og opirrede, saa ned paa dem, der vare forfængelige, naragtige, stortalende, tvetydige, feige og ubestemte, og over disse Feil glemte de gode Egenskaber, som fandtes hos Vedkommende. Men alle disse Feil hos Greven fordunkledes af den glødende Fædrelandskjerlighed, der bragte ham til at sætte sin Helbred, sin Ære, sin Formue, sin Frihed, ja, sit Liv paa Spil forat fremme, hvad han ansaa for sit Færdrelands sande varige Vel, – af et Mod, som aldrig bævede, en Charakterfasthed, som aldrig svigtede, en Uegennyttighed, en Liberalitet og en Ridderlighed, der i saa Henseende gjør ham til Norges chevalier sans peur et sans reproche.

            I sit private Liv og sin Familie og Vennekreds var Wedel venlig, jevn, omgjængelig, forekommende, hjelpsom i Raad og Daad og gavmild i at understøtte enhver gavnlig Virksomhed og værdig Trængende, hvori hans ædle Viv livlig stod ham bi.

            Paa det skjønne Jarlsberg og det yndige Bogstad trivedes den norske Gjestfrihed i sin ædleste Skikkelse. I Grevens Hus fandt enhver dannet Mand en venlig Modtagelse, og enhver dannet Udlænding næsten et andet Hjem. Dog var det hverken den udsøgte Mad og (!) de kostelige Vine, der gjrode Wedels Hus tiltrekkende. Uagtet Wedels Gjestfrihed var storartet, saa var den forenet med en Simpelhed og en rosværdig Tarvelighed, hvori han ogsaa foregik sine Landmænd med et lysende Exempel; thi aldrig udartede hos ham den muntre Selskabstone til den Raahed, Svir og Frivolitet, der ei sjelden aabenbarede sig i den norske Gjestfrihed i Grevens Ungdomstid. Ja, uagtet at Greven endog havde den i Manges Øine, den Gang især, store Mangel, at han hverken spillede Kort eller røgede Tobak, kun sjelden drak en Dram, ja, uagter han ei kunde maale sig med sin elskværdige Svigerfader i at være hvad man kaldte en god Vert, og nok aldrig drak sine Gjester under Bordet, saa erstattede han disse Mangler ved det Liv, som han og hans ædle Hustrus Aandfuldhed, Elskværdighed, Munterhed og Talen til at omgaaes Andre og underholde et Selskab, udbredte rundt omkring sig. Vel hendte det ei sjelden, at Greven, naar han traf paa en Mand blandt sine Gjester, som interesserede ham meget, fordybede sig saa i Samtale med denne, at han glemte det øvrige Selskab; men saa havde han i sin Viv, der som en ægte og værdig datter af Peder Bogstad vidste at [re]præsentere Huset, og i hendes aandrige Omgang og elskelige Opmerksomhed fandt de Fleste fuld Erstatning for hendes Gemal, om hvis Læber ei sjelden spillede et ironisk overlegent Smil, der imponerede den store Mængde. Dog maa man ei tro, at det kun var Politik og Statsvidenskab, som interesserede Greven. Uagtet han hverken var eller gjorde Fordring paa at være nogen lærd Mand, saa var han dog en kundskabsrig og meget dannet Mand, der med Indsigt og Talent kunde underholde sig [med] Landsmænd og Fremmede og med største Lethed baade paa engelsk, tydsk og fransk. Fra sin Ungdom og især fra sit Ophold i det schimmelmannske Hus, den Tids æsthetiske Dannelses Centrum i Danmark, havde Greven medført Agtelse og Sands for de skjønne Videnskaber og yndede baade Poesi og Malerie, hvorhos hans Bibliothek var vel forsynet, og hans Hus prydet med en skjøn Samling af gode Malerier. – Kunst og Videnskab fandt derfor i ham ei blot en Høiagter, men ei sjelden en gavmild understøtter. –

(Avskrift av Andreas Fayes utkast til en Wedel-biografi etter Nielsen III 1902:548–551).

Figur 6. Jarlsberg hovedgård med Sem kirke og slottsfjellet ved Tønsberg i bakgrunnen. Illustrasjon av Joachim Frich i «Norge fremstillet i tegninger» (Asbjørnsen 1848).
Figur 7. Ved siden av Jarlsberg hovedgård ligger Sem kirke, en liten steinkirke reist tidlig på 1100-tallet. I korets østre forlengelse ligger også Det wedelske gravkapell, opprinnelig adskilt fra kirken, men forlenget bort til korets østvegg i 1902. Foto: Jan Faye Braadland

Sluttkommentar

Deler av denne artikkelen henter sitt innhold fra innledningen til kommende Bind I av Andreas Fayes dagbøker 1818–1832. Dagbøkene i det første bindet, som har fått tittelen «Latinskoleelev og Drammens galante Chevalier 1818–1832», beskriver også det nære vennskapet som rådet mellom familiene Faye og Wedel Jarlsberg, et vennskap som kan spores helt tilbake til Christopher Fayes tid som dobbeltagent i Gøteborg og Grev Wedels mann i Regjeringskommisjonen under Napoleonskrigen 1807–1814. Boken blir publisert både som digital utgave på Bokselskap.no og som trykt, illustrert og utvidet utgave ved Jan Faye Braadland på Novus Forlag AS senere i 2024.

Materialet om Grev Herman Wedel Jarlsberg i Andreas Fayes samlinger på Riksarkivet ble i forbindelse med Grunnlovsjubileet i 2014 avfotografert og gjort allment tilgjengelig på Digitalarkivet.no. Det har vært underlag for mange historikeres fremstillinger helt frem til våre dager.

https://media.digitalarkivet.no/db/browse?page=2&start_year=&end_year=&text=Faye

 

Arkivmaterialet etter grev Wedel i Fayes samlinger

Når det gjelder overordnet referanse til de enkelte arkivstykker i Fayes samlinger på Riksarkivet, har artikkelforfatteren gjennom mer enn 30 års studier av  Fayes samlinger, Privatarkiv nr. 15, landet med sin egen formel i et forsøk på å integrere gammelt og nytt arkivsystem på en mer beskrivende måte for lettere å orientere seg:

Riksarkivet, Privatarkiv nr. 15, Andreas Faye, pk. 31–32, Fh-IX nr. 45–52

Forenklet:

RA, PA 15 Faye, pk. 31–32, Fh-IX nr. 45–52 (evt. tilleggsinformasjon, side, tittel mv. satt i parentes)

I Digitalarkivet gjenfinnes pk. 31, Fh-IX nr. 45–49 (Forskjellige udkast til Grev Wedels biographi, tildels gjennemgaaede af statsraadene Holst og Vogt) her:

https://media.digitalarkivet.no/view/43581/1

Print Friendly, PDF & Email

Legg igjen en kommentar