Om dramaet «Skjebnetråder – sagnet om Hagbart og Signe»
Figur 2. Komponist og tekstforfatter Tone Krohn innleder fra Hagbarts grav på Agnes.
På sin egen hjemmeside skriver Tone Krohn dette om handlingen i stykket: “Det er en gripende fortelling om ættestrid og kjærlighet der de tre norrøne skjebnegudinnene på mystisk vis griper inn i handlingen. / Vi følger Signe, datteren til landkongen Siger. Hun er en fri og stolt kongsdatter fra vår tidligste høvding-tid. Middelalderens kristne sensur og strenge kvinnesyn har ennå ikke nådd Nordens kyster, så Signe jakter lykkelig uvitende om dette i Vestfolds dype skoger. Hun skyter like godt med pil og bue som med vevskyttel. Men i skogen ser vi plutselig tre mørke skikkelser som vokter på henne i det fjerne. Det er skjebnegudinnene, Urd, Verdande og Skuld som spinner Signes skjebnetråder sammen med skjebnen til hennes beste venn, Hagbart. / Hagbart og Signe møttes første gang på tinget da de var små. Han er sønnen til sjøkongen Habor, som er landkongen Sigers argeste fiende. / På tinget har de to kongene stadig kranglet om hvem som skal ha råderett over den rike havnebyen Kaupang. Hit strømmer folk både fra landeveien over Fareid og sjøveien helt fra kontinentet. Kongene forsøker å løse konfliktene gjennom datidens ‘demokratiske’ spilleregler og forhandlinger. På tross av den bitre konflikten mellom familiene vokser Signes og Hagbarts vennskap seg til den store kjærligheten. De lover hverandre evig troskap. Klarer de å holde dette løftet?”
Vandresagnet har stor geografisk utbredelse i Norden og Norge. Det finnes i mange lokale varianter både i sagn og ballader. Det er noen som har ment at sagnet om Hagbart og Signe har røtter i virkelige hendelser i Steigen i Nordland. På vakre Engeløya spilles derfor hvert andre år den lokale varianten av sagnet om «Signe og Hagbard» med røtter i vikingtiden, et sterkt kjærlighetsdrama mellom den unge høvdingesønnen fra Vågan og kongsdatteren på Steig.
Balladen om «Bendik og Årolilja» er en typisk riddervise som nokså åpenbart også har hentet inspirasjon fra det danske oldsagnet om Hagbard og Signe. Folkevisen er nedtegnet i flere varianter på 1800-tallet, i Norge første gang nedskrevet i Vadsø 1698 av adelsmannen Hans Hansen Lillienskiold i boken Speculum Boreale(Nordspeilet). Handlingen i den såkalte «Kjølnesvisa» skal være stedfestet til Kjølnes og Kongshamn i Berlevåg kommune, på et nå ubebodd kultursted med en påvist mangetuftet ruin.
Andreas Faye utga sagnet om «Habor og Signe» første gang i Norske Sagn 1833 med handling lagt til Urnes i Sogn, og bidro til at det ble bedre kjent i Norge for et bredere publikum. Han supplerte senere med en anmerkning om Vestfold-varianten og Signes jomfrubur ved Farrisvannet i 2. utg. av Norske Folke-Sagn fra 1844:
«Blandt de norske Beilere til den Ære ville vi nævne: Egnen om Frederikstad, hvor Biskop Jens Nielsen allerede 1584 fandt Hagbarholm o. m.; Sigarsvold paa Lister, hvor Signes Fader, Kong Sigar, skal have boet og Fritsøkulen, et yndigt Sted ved Faritsvandet i Nærheden af Laurvik, hvor Sagnet fortæller, at Signes Jomfrubur har staaet. Sagnet her tilføier, at Kongen frigav Habor, da han fik at vide hvo han var og endog lovede ham sin Datter; men da en skinsyg Terne hidsede Hagbars blaa Kappe op i Galgen, brændte Signe sig inde. Til Straf blev Ternen levende begraven og ved Nattetid hører man endnu hendes Skrig og Signes Sang.»
Nedenfor følger hele Fayes sagn om «Habor og Signe» med anmerkninger fra Norske Folke-Sagn, s. 151–154:
Habor og Signe
Og der de komme til Signilds Bur
Da laa hun der i Glød;
Og der de kom, hvor Gallien stod,
Da var alt Hafbur død.
Hafbur og Signes Vise.
I Aardal i Sogn boede i Oldtiden Habor Kongesøn og paa Urnes Kong Ragnvald. Denne havde en Datter, som hedte Signe og hun havde sit Jomfrubuur ovenfor Urnes paa en liden Fjeldslette, som endnu kaldes Signes Sal eller Møsalen. Den unge Habor fattede Kjerlighed for den væne Signe og vilde gjerne have hende. Hun syntes ogsaa godt om Habor; men Ragnvald vilde intet vide om denne Forbindelse og gav Habor Afslag. Ikke desto mindre vedblev Habor sin Forstaaelse med den smukke Kongedatter og besøgte hende ofte hemmelig. For ei ved Nattetider at fare vild paa den store Hei over til Urnes, opreiste han smaa Steenvarder. Disse findes endnu og kaldes Haborvarderne. Paa Fjeldet er en græsrig Slette. Her pleiede Habor at hvile sig og oppebie Nattens Ankomst, og medens hans Hest beitede, fordrev han Tiden med at prøve sit Sværd paa en stor Steen, som endnu viser tydelige Mærker efter Sværdhuggene. Engang besøgte han endog Signe i hendes Buur. For ei at blive røbet havde han vel iført sig Qvindfolksklæder, men en af Signes Terner fattede Mistanke, og, da Habor om Natten i en fortrolig Samtale røbede sig ved sin Mandsstemme, skyndte den lyttende Terne sig til Kong Ragnvald og røbede Hemmeligheden for ham. Forbittret samlede Kongen sine Mænd, overraskede den uforberedte Habor, fangede og bandt ham og dømte ham til at hænges. Da han blev ført til Galgen bad han, at de først vilde hænge op hans Kappe. Han ønskede nemlig at prøve, om Signe vilde holde den Ed, hun havde svoret, ei at overleve ham, men indebrænde sig i sit Buur i det Øieblik han blev dræbt. Hans Ønske blev opfyldt. Da Signe saa Habors Kappe i Galgen stak hun sit Buur i Brand, og da Habor saa Luerne udbryde, blev han glad og forlangte strax at hænges, da han nu ei havde mere at leve for.
En meget stor Gravhaug, der er 197 Alen i Omkreds, 40 Alen i Gjennemsnit og over 20 Alen høi, sees paa Urnes, hvor Kong Ragnvald siges at være begraven. Den er vel bekjendt i hiin Egn under Navn af Ragnvaldshaugen. En anden anseelig Haug, Habors Haug kaldet, blev for nogle Aar siden udgravet og jevnet. I samme vare mangfoldige Gravkammere ved Siden og over hinanden og otte Alen under dens Overflade fandtes en firkantet Grav, bedækket med en Skifersteens Helle, hvorpaa var udgravet nogle temmelig regelmæssige Snirkler, under hvilke man fandt flere Potter Kirsebærstene aldeles ufortærede og nogle endog med Kjerner. Langs Fjeldsiden, søndenfor det Sted, hvor Signes Jomfrubuur skal have staaet, er nu en vild Skov af Kirsebærtræer, 1/4 til 1/3 Miil lang, hvilken Sagnet fortæller skal være bleven til, enten ved et Jordskred fra Signes Hauge, eller derved, at Fuglene have bragt Kirsebærstene fra Haugen derhen. I Urnes Kirke har været forvaret et Teppe, som foregives at være vevet af Signe. Det var et grovt almindeligt Aaklæde, og da Reisende sedvanlig have taget et Stykke deraf er nu Intet tilovers af Signes Vev. Et Stykke findes dog i Bergens Museum. Man kjender endnu her i Egnen en Vise om Signe og Habor, og i Kirken findes Habors og Signes Billede, der dog neppe ere Andet, end et Par gamle Helgenbilleder.
Anm. Mundtligt, sammenlign Kraft 4, 824 og Budst. 5, 358. Suhms samlede Skrifter 3, 293, Saxo 7de Bok, kritisk Undersøgelse af Danmarks og Norges Sagnhistorie ved P. E. Müller 101 og Balladen om Hafbur og Signe, der foruden andre Steder findes i danske Viser fra Middelalderen, udgivne af Nyerup og Rahbek, 3die Deel forsynet med interessante Anmærkninger, blandt hvilke følgende: "Det ved Signes og Habors Hendelser fremstillede Exempel paa trofast Kjerlighed, urokkeligt Venskab, uslukkeligt Had til Fiender, samt Hevnlyst og Ringeagt for Døden, er det rene Aftryk af gamle Nordens Aand og Tænkemaade. En Skildring af den Natur greb saa ind i ethvert skandinavisk Gemyt, at ikke alene alle tre nordiske Riger, men endog i ethvert Rige tre, fire Provindser tilegne sig denne Tildragelse. Det Factum, som ligger til Grund for dette i hele Skandinavien saa almeen yndede Sagn, skjuler sig langt borte i den fjerneste Oldtid, hvor man raver i tykt Mørke, uden at kunne med Kritikkens Fakkel belyse de forekommende Gjenstande. I Landnama og i de eddaiske Sange, hos en Saxo og en Snorre, altsaa hos Forfattere, som have levet i 10—13de Aarhundrede, er Talen derom som et Echo, der gjenlyder fra hine længst henrundne umindelige Tider." Allerede i Thjodolfs Ynglingatal fra 9de Aarhundrede kaldes Galgen Signes Mands Hest. I de nævnte Anmærkninger omtales endvidere de Steder i Danmark, Sverige og Norge, der gjøre Fordring paa at være Skuepladsen for denne Tildragelse, og hvortil jeg altsaa henviser den, som ønsker nøiere Underretning herom. Sammenlign Afzelius 1, 73. Blandt de norske Beilere til den Ære ville vi nævne: Egnen om Frederikstad, hvor Biskop Jens Nielsen allerede 1584 fandt Hagbarholm o. m.; Sigarsvold paa Lister, hvor Signes Fader, Kong Sigar, skal have boet og Fritsøkulen, et yndigt Sted ved Faritsvandet i Nærheden af Laurvik, hvor Sagnet fortæller, at Signes Jomfrubur har staaet. Sagnet her tilføier, at Kongen frigav Habor, da han fik at vide hvo han var og endog lovede ham sin Datter; men da en skinsyg Terne hidsede Hagbars blaa Kappe op i Galgen, brændte Signe sig inde. Til Straf blev Ternen levende begraven og ved Nattetid hører man endnu hendes Skrig og Signes Sang. De maae dog alle vige enten for Gaarden Steig paa Engelen (Aungley), der har Landnamabogen for sig, som Side 256 beretter: I Aungley bio Sigar Kongr a Steig, oc thar Signyarbrunnr i Hagbardsholme eller for Urnes i Sogn, hvor, som vi have seet, en Samling af Sagn pege hen paa denne Tildragelse. Sogn, hvori Urnes ligger, spiller ellerede tidlig en vigtig Rolle blandt Norges Smaastater. Her laae Baldershage, Syrstrand og Framnes, berømte af Frithiof og Ingeborgs Historie, her fandtes Kaupanger og Gulething, og her kjæmpede Sverrer og Magnus ved Fimbreide om Liv og Norges Rige.
___
Kilder og litteratur på nett:
http://www.tonekrohn.no/
https://www.bolgenkulturhus.no/event/skjebnetrader-sagnet-om-hagbart-og-signe/
http://heimskringla.no/wiki/Norske_Folke-Sagn_-_Historiske_Sagn#Habor_og_Signe
https://www.bokselskap.no/boker/riddarballadar2/tsb_d_430_hagbardogsigne
https://www.op.no/steder-larvik-a-a/farris-larvik-a-a/natur-larvik-a-a/jomfruhalvoya/s/5-36-331315
https://no.wikipedia.org/wiki/Hagbard_og_Signe
Illustrasjoner:
Figur 1. Nornene under innspillingen på Istrehågan, fra venstre: Linn McDonnel, Ingri Krohn Nordhagen og Sara McDonell.
Figur 2. Komponist og tekstforfatter Tone Krohn innleder fra Hagbarts grav på Agnes.
Figur 3. Skuespillerne, fra venstre: Tone Krohn, Geirr Johnsson og Liv Neslowe.
Figur 4. «Jomfruburet ved Laurvig, malt 1780 av komtesse Reventlow.» Maleri, Herregården, Larvik. Foto: Per Nyhus / Østlands-Posten
Figur 5. «Urnes kirke seet fra Støpelhaugen». Akvarell av Johan Meyer, 1890. Fortidsminneforeningen. Commons.
___
Jeg takker Rolf Hay Nilsen for nyttige innspill, forfatter Knut Rage for bruk av Fayes sagntekst fra Heimskringla.no og regissør Tone Krohn for å ha stilt bilder fra forestillingen til disposisjon. Red.