Med innledende kommentarer av Jan Faye Braadland

Andreas Fayes fortelling om Nissen er ett av de sagnene fra hans samlinger som har hatt flest nedslag i litteraturen fra den første gang ble publisert i 1833 og frem til våre dager. Det er heller ikke utenkelig at beskrivelsene av den lille, rampete norske fjøsnissen kan ha satt spor etter seg både i Henrik Ibsens Peer Gynt (1867), f.eks. i scenen der trollungene utbryter «Tomtegubber! Nisser!», og i Th. Kittelsens visualisering av de underjordiske vesener som Nøkken, Huldra, Draugen, Nissen, Trollet mfl. i Troldskab (1892).

Figur 1. Faksimile fra Barnas beste. Barnas jul (Bd.14, Cappelen, Oslo 1984, s. 53).

Fayes anmerkninger til sagnet om Nissen setter også denne mytiske figuren inn i en bredere europeisk folkeminnetradisjon. Det var nok dette perspektivet Fayes store forbilde, «Sagnlitteraturens Fader, den berømte Grimm», tok tak i ved lesningen av «De Underjordiske» i det av Faye oversendte eksemplaret av Norske Sagn (1833). I det berømte verket Deutsche Mythologie (1835) henviser Jacob Grimm ikke mindre enn 29 ganger til Faye-sagn fra «Første Afdeling om overnaturlige Væsener», og blant disse henvisningene trekker han frem Wilse og Fayes beskrivelser av den norske Nissen som de beste! I en senere, utvidet utgave av boken fra 1844 viser Grimm spesielt til Fayes sagn om svartedauen i «Fjerde Afdeling om den sorte Død» som noen av de mest leseverdige om den store pesten: «wie verödet Schweden und Norwegen zur zeit der Grossen pest waren bescreiben Afzelius 4, 179. 180 und besonders Faye s. 125 – 148 nach schönen volkssagen».

Fayes fortelling om Nissen ble første gang gjengitt i H. Smith Hjorts Norsk Læsebog for Børn fra 7–15 Aar. Efter P. Hjorts danske Børneven og andre Skrifter (Christiania 1843), senere også i flere kjente lesebokserier som utkom i mange utgaver og opplag, her nevnes bl.a. Jakob Løkken og Chr. Schives Læsebog i Modersmaalet for Middelskolen. Anden Afdeling: For de høiere Klasser (1879-); B. Pauss og H. Lassens Læsebog i modersmaalet for landsskolen (1886-); Mathilde Munch og Sven Svensens Hjemme og ute. Lesebok [for folkeskolen]  (1928-) med en nynorsk versjon av Nissen ved Knut Liestøl; Lisbeth Riise Jensen, Brynhild Smemo og Torunn Eide Aass’ LES OM DET 4 (1991-). Av andre gjengivelser må nevnes Tordis Ørjasæters nynorske versjon av Nissen med illustrasjoner av Trygve M. Davidsen i Barnas beste. Barnas jul (Bd.14, 1984), og senest i 2020 en utgivelse av Nissen som egen e-bok i en serie med klassiske julefortellinger fra Vega Forlag.

Figur 2. Nissen som egen e-bok fra Vega Forlag, Oslo 2020.

Allerede tidlig på 1850-tallet ble Nissen, sammen med en rekke andre Faye-sagn, oversatt til engelsk i Benjamin Thorpes Northern Mythology, Comprising the Principal Popular Traditions and Superstitions of Scandinavia, North Germany, and the Netherlands (Bd.II, 1851), senere i den engelske filologen William A. Craigies Scandinavian Folk-Lore. Illustration of the Traditional Beliefs of the Northern Peoples (1896) og i Jacqueline Simpsons Scandinavian Folktales (1988, 1994). Nissen er også oversatt til italiensk i Luca Taglianettis samlede oversettelse av Fayes sagn i Leggende popolari norvegesi (2014).

I. Fortellingen om Nissen gjengitt etter Fayes Norske Folke-Sagn 1844:

 

«Med Nisser maa man et oprigtigt Venskab holde;
De ellers i et Huus kan meget Ondt forvolde:
Ey Nisse, Underjordisk gjør nogen Sjæl imod
Saa længe som de seer, mod dennem Folk er god.»
Peder Paars.

Af Nisser fandtes i gamle Dage en uhyre Mængde, da fast hver Gaard havde sin. I senere Tider er deres Antal meget formindsket. De ere ikke større end smaa Børn, ere iførte graae Klæder og bære paa Hovedet en rød Pikhue, men have kun fire Fingre, da de savne Tommelfinger. De have for det meste deres Tilhold i Lader og Stalde, hvor de hjelpe til at røgte Kreaturene og passe Hestene, mod hvilke de dog vise samme Partiskhed som mod Menneskene. Man hører ofte, at Nissen har trukket Høet fra de øvrige Hestes Krybber hen til den, som han yndede og vilde fede, og at denne om Morgenen stod mæt ved fyldt Krybbe, medens de Øvrige fast Intet havde faaet. Han ynder Løier. Stundom slipper han alle Kjørene løse i Fjøset, skræmmer Budeierne, idet han snart blæser Lyset ud for dem, snart holder Høet saa fast tilbage, at de stakkels Piger ei kunne faae et Straa ud, og naar de nu anstrænge alle deres Kræfter, slipper han saa pludselig, at Pigerne falde saa lange de ere. En Pige, som hentede Hø fra Trevet, fandt engang mellem Høet Noget, der var at føle paa som en stor Tot Uld. Nysgjerrig tog hun det i Forklædet, for at see hvad det var; men hvor forskrækket blev hun, da Nissen leende hoppede ud af Forklædet. Saadant morer Nissen meget, og ved slige Puds slaaer han gjerne op en Latter. Ofte høres Gaardshunden gjøe om Natten og man kan ei vide hvorfor. Deri er imidlertid Nissen Skyld. Han finder stor Moro i at knibe Katten i Rumpen og erte Gaardshunden. Han sidder da gjerne paa Lovbroen og strækker snart det ene og snart det andet Been frem med de Ord; «pus den, pus den,» alt under en hjertelig Latter. Hvis han ynder Gaardens Eier, staaer han paa Husets Beste, ja man vil endog have bemærket, at han fra Naboerne søger at drage Hø og andre Ting til Gaarde, hvorved der stundom opstaaer Strid og Slagsmaal mellem hver Gaards Nisse, saa at man har seet Halm og Straa at flyve dem om Ørene. Nissen er i Almindelighed af en honet Tænkemaade. Behandles han vel, saa er han meget tjenstagtig. Han hjelper da Budeien at stelle Kreaturene og «Kokka» at skure, bære Vand og andet tungt Arbeide, som han ofte forretter ene, medens hun sover paa sit grønne Øre; men saa maa hun ei heller uroe ham og ei glemme ham med god Mad og Drikke Thorsdagsqveld og især Juleaften. Man pleier da at opvarte ham med sød Grød, Kage, Øl og andre gode Sager, som sættes under Lovebroen. Er han i godt Lune og Maden smager ham, thi han er kræsen, saa spiser han det gjerne op. Spot og Foragt kan han ei taale, og da han trods sit lille Statur er stærk, saa bekommer det ofte Vedkommende ilde. En Bonde, der en Vinteraften mødte en Nisse paa Landeveien, og i en myndig Tone bød ham at gaae af Veien, blev, inden han vidste Ordet deraf, af den fortørnede Lille kastet tvert over Gjerdet langt hen i Sneen. Endnu verre gik det med en Pige, som selv spiste op Julegrøden og med Spot gav ham den tomme Skaal. Nissen greb hende og dandsede saadan Springdans med hende, at man næste Morgen fandt hende sprængt paa Loven. Under Dandsen sang han:

 

«Har du iti op Grauten for Tomten du?
Saa ska’ du faae dandse med Tomten du!
Aa du har iti op Grauten for Tomten du!
Og du ska’ faae dandse med Tomten du.»

De ynde Maaneskin, og man kan da om Vinteren see dem at more sig ved at age paa Kjelke eller at springe omkap over Gjerdene. Somme Tider blande de sig med Børnene, naar de age paa Lovbroen. Nissen ager da paa en Flis og for ham gaaer det lige godt op som ned af Lovbroen. Uagtet de selv ere muntre, lide de dog ikke altid, især paa en Helligaften eller Thorsdagsqveld, Larm og Støi i Nærheden af sig. I Almindelighed er Nissen vel lidt, og heder derfor paa mange Steder Nisse god Dreng.

[Muntligt og meddeelt].

Figur 3. Norsk julekort med nisse og grøt, 1895. Julius Holck (1845–1911). Nasjonalbibliotekets bildesamling.
Figur 4. Nissefamilien får grøt av kona på gården. Othar Holmboe for N.W. Damm & Søn ca. 1895.

II. Andreas Fayes anmerkninger til fortellingen om Nissen:

Anm. Blandt alle de Væsener, der leve i den norske Almues Indbildning, er Nissen den, som hvis Tilværelse man er mest overtydet. Han hører udentvivl til Vette- eller Dvergeslægten, skjønt han adskiller sig fra Dvergene, deels ved sin Livlighed og proportionerede Udvortes, deels ved sit Ophold i Huse og Lader, for hvilke han har saadan Forkjerlighed, at han ikke taaler at de flyttes; thi da forlader han dem og tager Lykken med sig. Denne Forkjerlighed for gamle Hustomter har sandsynligviis forskaffet ham Navnene Toftvette, Tomtevette og Gardbo, som han paa flere Steder bærer. Naar man i Sæterne i Valders vælter Gryder eller kogende Vand ud, pleier Mange at sige: «Agte dig Tomtebonde, at jeg ikke brænder dig». Beslægtet med Nissen er Hitterdals Haugebonde, der gjør Ugavn naar han bliver vred, og ei frygter for at skamslaae eller mørbanke dem, som gjøre ham Fortred; og den saakaldte «Gaardsvaard», der har sit Tilhold i og viser sig under forskjellig Skikkelse i den gamle ærværdige Stue paa Qvale i Sogn (Urda 1, 146). Til Nisseætten maa vel ogsaa regnes den «Toret eller Thorlille,» som Erkebisp Mauger i Rouen beskyldtes for at have i sit Huus. Han adlød Erkebispen, men var usynlig for Andre (Depping C. 12). I de gamle Søgur forekommer, saavidt jeg veed, ei Nissen, med mindre man vil gjenkjende ham i de Vetter, som St. Olaf fordrev (Fornmanna Sögur 5, C. 171) og den spámadr, som boede i en stor Steen ved Islænderen Kodrans Gaard, passede hans Buskab o. s. v., men som Biskop Frederik med Vievand fordrev (1, C. 131). Om den norske Nisse see Schultzes physikalske Grublerier 269 og A Journey through Norway by D. Conway P. 221, hvor han feilagtigen kaldes Nipen. De færøiske Niägriusar, der beskrives som smaa med røde Huer og heldbringende (Landts Beskr. over Færøerne 445) bevare, saavelsom den svenske Tomtegubbe og den danske Nisse, deres nære Slægtskab med den norske Frænde. Dog hører man aldrig at den norske Nisse som den danske før Mikkelsdag bærer rund Hat eller har med Kirkeopsyn at gjøre (Thieles danske Folkesagn 1, 135). Til Nordens Nisser svare Tydskernes Kobolde*, der forrette alle Slags Husarbeider, bære Vand til Kjøkkenet, hugge Brænde, hente Øl, skrabe Heste, gjøre Stalden reen, ere overgivne, og bringe Lykke med sig. De ere saa store som smaa Børn, men ere iførte buntede Klæder. (Grimms Sagen 1, 90). «Sie sind launhaft und leicht gereizt, aber sehr dienstbeflissen und helfend, und bringen ihren Ernährern Getraide, das sie ihnen aus fremden Scheuern stehlen». Qvæget trives ogsaa under deres Hænder. Spot og Udleen taale de ei, og den Kokkepige, der glemmer at bringe den belovede Skaal med god Mad paa det bestemte Sted, kan være vis paa at forbrænde sig, eller gjøre Noget, hvorfor hun paadrager sig sine Foresattes Irettesættelse og Koboldens Latter (Dobeneck 125, 133). Til Nisseslægten maa vel ogsaa henregnes de smaa stygge Kobolde med røde Buxer, der havde Tilhold i Greifswalds Skorsteenspiber og den pommerske «Klabatermann», som færdes ombord paa Skibe, hvor ogsaa vor Nisse stundom husserer. I Pommern kaldes Nissen ellers almindelig Chimmeke. En saadan havde fra umindelige Tider sit Tilhold paa et gammelt Slot, hvor han ingen Fortred gjorde, naar man kun hver Aften satte for ham sød Grød i en Leerpotte. En overmodig Kjøkkendreng drak engang selv Melken og spottede Chimmeke. Denne blev da arrig, greb Drengen, hug ham istykker, kastede ham i en kogende Kjedel og forlod Slottet for stedse. Temme 253, 300, 252. I Schweiz findes ogsaa Nisser eller Kobolde, som i Pays de Vaud hedde Servants og leve i afsides Huse og Sennhütten. (Idyllen aus Schweiz von Wysz og Mythologie der Feen und Elfen von Wolff, 2, 89). Med Nissen kan fremdeles lignes die braune Zwerge paa Rugen, Russernes Koltki, Belgiernes Kabauter, eller Mancken, den franske Lutin og Goblin, den spanske Duende v. Trasgo, den engelske Robin Goodfellow v. Hobgoblin, der gjerne paa den grønne Mark dandser en Runde og kniber Pigerne i Søvne, den irske Cluricaun og den scotske Brownie, der dog ere mere knyttede til Personer end til Steder. Clauricaun bærer ligesom Nissen en lille rød Hue og ynder Stalde, hvor han syer Sko. «Er kennt auch das Geheimnisz, dasz die Dänen sollen nach Irland gebracht haben, Bier aus Heide zu brauen.» (Irische Sagen übergesetz von den Brüdern Grimm). Chants populaires de I’Ecosse par W. Scott, 1, 113, Til Nissen paa Ørkenøerne der heder Brownie, offrede man fordum Melk, Smør o. s. v., og paa Shetlandsøerne, hvor han nu sjelden findes, er han iført en bruun Vadmelskjole, og brugte sin Indflydelse til at skaffe god Adskillelse af Smøre ved Kjerning. Han beskytter ogsaa Kornstakkene i stærkt Stormveir (Hibberts descr. of Shetland, 467).

Blandt de finske Folkeslag bærer Nissen Navn af Lara, der stjeler Melk, som han derpaa lader rinde af sin egen Mave i sin Vertindes Smørfad. (Mythologie der Feen und Elfen von Wolf. Riises Archiv 2, 97).

---

* Hos Hesychius forekommer kobaloi kakurgoi der atter kunde sammenlignes med Phoeniciernes Kabirer og Indiernes Kubera, der dog boe i Huler og Klipper. F. Magnusens Eddalære 2, 42.

Figur 5. Norsk fjøsnisse, tegnet av Hans Gude som illustrasjon til «En Aftenstund i et Proprietærkjøkken», gjengitt i P. Chr. Asbjørnsens Norske Folke- og Huldre-Eventyr i Udvalg, Kjøbenhavn 1879. Faksimile fra boken, s. 270.
Figur 6. Nissen og katten, faksimile fra Troldskab (1892), datert Th. Kittelsen 1887.
Figur 7. Svenske nisser, tomter, tegnet av eventyrillustratøren John Bauer 1909. Skikkelsene er kortvokste, har langt hår og skjegg og spisse nisseluer med pelsfôr. Wikimedia Commons.
Figur 8. Clurichaun – det rampete feet fra irsk folklore som er kjent for sin store kjærlighet for å drikke og har en hang til å hjemsøke bryggerier, puber og vinkjellere. Illustrasjon fra Thomas Crofton Crokers Fairy Legends and Traditions of the South of Ireland (1825–1828). Wikimedia Commons.
Figur 9. «Nissen i Tirup» forer sin elskelige, hvite hoppe. Tegning av Johan Thomas Lundbye utarbeidet til Flinchs Almanak 1842 etter J. M. Thieles Danske Folkesagn (1818–1823). Statens Museum for Kunst, Danmark. SMK Open.
Figur 10. Fjøsnisse eller Gårdstomte har lange tradisjoner i europeisk folklore, her avbildet på Carta Marina fra 1539. Wikimedia Commons.
Print Friendly, PDF & Email

Legg igjen en kommentar