Andreas Faye er først og fremst kjent for sine banebrytende bokutgivelser, men han var også en flittig skribent i aviser og tidsskrifter på deler av 1830-tallet. Her presenteres en avskrift av hans artikkel om «Florenz.» i Skilling-Magazin 24.12.1836 (86. 2. årg., nr. 34, s. 267–271). Artikkelen er skrevet på grunnlag av Fayes besøk i Firenze i juli 1831 på hans lange dannelsesreise gjennom Europa, og gjengis her ukommentert som et rent kildeskrift.

Red.

Figur 1. Cattedrale di Santa Maria del Fiore (Duomo di Firenze). Skilling-Magazin 24.12.1836

Det Land, hvor Himlen er saa klar og Jorden saa frugtbar, hvor Høiene ere beklædte med Ranker og Markerne med Mais og skjønne Blomster, hvor Figen og Valdnødder voxe og Ferskener og Citroner trives; det Land, hvor Kapitolium stod, hvor Pederskirken kneiser, hvor Folkefrihed, Handel, Konster og Videnskabers Sol efter Aarhundreders Nat igjen oprandt, hvor til fast hver Plet knytter sig interessante Minder om Fortids Stordaad, som en Livius, en Guicciardini, en Sismondi have reddet fra Forglemmelse og med Mesterhaand overleveret til Efterverdenen; det Land, der har fostret Scipioner og Cæsarer, Horats og Dante, Rafael og Correggio, Michael Angelo og Canova, kort, som har frembragt saa meget herligt – maa interessere Enhver. Den interessanteste By i Italien næst Rom og maaske Neapel, er unægtelig Toskanas skjønne Hovedstad, der ligger paa en frugtbar og vid Slette, vandet af Arnofloden, som deler Byen i to Dele. Dens sunde Klima og skjønne Omegn gjør den til et behageligt Opholdsted endog paa den Aarstid, da Heden og Siroffovinden besværer Neapolitaneren, «aria cativa» paafører de fleste Fremmede, ja Romerne selv, en Klimatfeber. I «Firenze,» der med Ret fører sit Tilnavn «la bella,» vil man derfor stedse finde en Mængde Fremmede, især Englændere, som deels for stedse, deels for en Tid have fæstet Sæde i dette Land, hvis Indbyggere udmærke sig ved flid, Konstfærdighed og Dannelse og hvis Regjering unægtelig hører til den liberaleste i Italien, uagtet Metternichs Jernarm ogsaa er naaet hid. – Folket er livligt og muntert og synes at være tilfreds. Den simple Mand ynder her, som i de fleste italienske Stæder at leve paa Gaden, hvor man læser, arbeider, koger, spiser, drikker, sover o. s. v. Vil man paa et Sted skue Florenz’s høiere Stæder, saa maa man gaae paa Prateren (il Prato) udenfor Byen, hvor man om Aftenen kan fryde sit Øie ved Synet af Toskanas Nobili og rige Fremmede, der ride eller kjøre i elegante vogne, langtsomt hen ad den smukke Allee, som danner Prateren. En talrig Skare af Middelklassen spadserer, eller ere Tilskuere ved dette i sit Slags ikke uinteressante Skuespil, der i en vis Henseende kan lignes ved vore Kjørebaner om Vinteren, dog med den Forskjel, at Hestene og deres Løb er hos os Hovedsagen, medens paa de italienske Pratere de kjørende Personer, deres Pragt, Navn eller Personlighed fængsle Opmærksomheden. Kjender man den engang saa berømte florentinske Republiks Historie og interesserer sig for den, kan man tillige have den Fornøielse at see Ætlinger af de Familier, som fordum spillede en Rolle i Florenz’s mærkværdige Historie. Uagtet de, som Italienerne idethele, ret vanslægte fra deres berømte Forfædre, morede det mig dog at see de Folk, som bare saa klassiske Navne. Jeg stillede mig derfor i en Allee, hvor Alle maatte passere, og en Leietjener nævnte mig Navnene paa dem, som han kjendte, og dem, som han ei kjendte, gjorde han til rige Englændere. Den første, som kom, var ogsaa en Englænderinde i en lang, flagrende Ridedragt paa en rolig Ganger ledsaget af en Rideknegt og en florentinsk Officier, der syntes at opbyde Alt forat behage sin stolte Dame; dem fulgte Chevalier Titi med en bleg, rødhaaret Dame (i Italien en Skjønhed) og et Par hvide Heste, der vare saa smukke, at jeg over dem glemte at see paa Madame Manichini og hendes travende Ridder; men maatte lade mig nøie med at betragte hendes Efterfølger, en Bonde med sin Arbeidskjære, foran hvilken var spændt et Muulæsel, behængt med ranglende Bjelder. Denne Musik maa ikke have behaget Grev Orlandini, som selv kjørte sin Frue i en let Eenspænder; thi rask foer han Bonden forbi, efterfulgt av 3 unge lattermilde Englænderinder, hvoraf den ene var saa smuk, at man, forat see efter hende, nok kunde glemme ret at betragte en ridende Pazzi, og et Par andre Nobili med bekjendte Navne, ja endog den, jeg troer, rige Komtesse Campana. Selv hvorledes Marquis Riccardi, hvis kunstelskende Familie, har frembragt saa mange Mæcener, seer du, har jeg glemt; men for Modsætningens Skyld mindes jeg grant, at Marquisens elegante vogn blev fulgt af en rødmalet Kjærre, fyldt med Flasker, trukken af 2 hvide Oxer og ledsaget af en Skare sortklædte Munke. Blant en heel Mængde Folk, hvis Navne jeg deels har glemt, deels ei fik at vide, passerede mig forbi Marquis Strozzi af en berømt Ætt, den rige Corsini, en ung Mand med Romernæse, og hans smukke Kone, der sad i en Vogn for sig selv, General Casanova, Prinds Borghese, der eier det skjønneste Pallads i hele Florenz, og ved hvis høire Side av Bologneserhund havde dit Sæde, og endelig Storhertugen selv, en smal, bleg middelaldrende, ikke smuk Mand, der kjørte ganske langsomt i en Vogn, som ble trukken af 6 Heste. Med Storhertugen forlode de Fleste Prateren for at begive sig til Theatret eller i Selskab; men underveis kan man træffe en heel Deel af det fornemme Selskab i et stort og glimrende oplyst Kaffehuus, hvor de deels gaae ind for at tage sig en Forfriskning, deels standse udenfor og lade sig ved Tjenerne bringe et Glas Iis, som nydes i Vognen. Ønsker man at see inden- og udenlandske Lærde, saa besøger man et af Byens 5 betydelige og rige Bibliotheker, blant hvilke det magliabechianske daglig staaer aabent for Enhver, og, hvor man i et stort Læseværelse træffer en heel Mængde granskende Lærde, og Andre, der alle behandles med megen Forekommenhed af de ved Bibliotheket ansatte Mænd, der øieblikkelig bringe den Bog, man ønsker. – Har man derimod Lyst at see de Fremmede, som ere i Byen, saa er man temmelig vis paa at træffe dem i det storhertuglige Galleri, i Paladset Pitti, eller i St. Maria del Fiore, Florenz’s Domkirke, hvilke 3 høre til de mærkværdigste og interessanteste Punkter i Italien, ja vel i Europa. Vi ville denne gang standse ved den sidste, om hvis ydre Form Læseren saa faae et, skjønt ufuldstændigt Begreb, ved at betragte hosstaaende Afbildning. Den ligger omtrent midt i Byen paa en stor og smuk Plads, som efter den bærer Navn af piazza del Duomo. Forbauset standser den Fremmede ved Synet af denne kolosalske, herlige Bygning, der allerede har trodset mange Aarhundreders Storme, og kneiser endnu som et stolt Minde om den ædle, med Religiøsitet og Kunstsands forbundne Almeenaand, som besjelede den florentiske Republik, der grundede og fuldførte dette Kjæmpeværk*).[i] I Aaret 1294 besluttede nemlig Florentinerne at opbygge en ny og stor Domkirke i den gamles Sted, og 4 Aar derefter lagde den pavelige Legat Valerius Grundstenen til samme. Arnoldo di Cambio, eller som han også kaldes Lapo di Colle, den Tids ypperste Architekt og en Discipel af den bekjendte florentinske Maler Cimabue, grunlagde og begyndte denne Bygning, som efter hans Død fortsattes af forskjellige Mestere indtil den genialske Filippo Brunnellesco i Aaret 1448 fuldendte den, og gjorde sit Navn udødeligt, ved at bygge den uhyre Kuppel, der var den første i sit Slags, og kun skal have sin Lige i Pederskirkens, der blev bygget av hans Beundrer og Landsmand, Michael Angelo Buonoratti. Udvendig er den, med Undtagelse af Facaden, (Forsiden) som de følgende Aarhundreder have ladet ufuldendt, klædt med sort og hvid Marmor, og prydet med en Mængde Marmorstatuer. Forbauses den Fremmede ved det ydre Syn af denne Kjæmpebygning, saa overraskes han ikke mindre, naar han igjennem Fortidens store Port træder ind i dette Tempel, der ved sin Størrelse, Pragt og høitidelige Dunkelhed fængsler Sandserne paa samme Tid, som Sindet stemmes til Alvor og Andagt. Naar man til Kirkens eiendommelige Majestæt og hellige Dunkelhed, føier de mange brændende Lys og Lamper, hvormed fromme Troende vise deres Ærefrygt for en eller anden Helgen, eller, som brænde til Minde om en hedenfaren Ven eller Frænde, de skjønne religiøse Malerier, hvormed de fleste større katholske Kirker ere prydede, og den deilige Sang og Orgeltoner, som der lyde, saa skulde man vente, at disse Templer vare et fredet Hjem for den varmeste og reneste Andagt; men stor er Vanens Magt. Vistnok vil man paa hvilkensomhelst Tid af Dagen, man træder ind i de næsten stedse aabne katholske Kirker, finde endeel Mennesker, især Qvinder, som enten skrifte deres Synder, eller knælende synge en Psalme, mumle en Bøn, og tælle paa deres Paternosterbaand; men at den sande Andagt ei er større der end i mangen protestantisk Kirke, bliver man let vaer, naar man hændelsesviis passerer en saadan knælende Skare; thi uagtet Læberne ere i en uafbrudt Bevægelse ved Sangen eller Bønnen, følge deres nysgjerrige Blik og Hoveder gjerne den Fremmedes Bevægelser.

Figur 2. Detalj fra «Dommens dag». Freske av Giorgio Vasari, Domkirken i Firenze. Wikimedia Commons/Foto:Thermos.

Domkirkens Indre svarer til, eller overgaaer snarere dens Ydre i Skjønhed og Pragt, og den Fremmede veed længe ikke, hvorpaa han først skal hefte sin Opmærksomhed. Gulvet, der er belagt med de skjønneste Marmorplader; Væggene, der ere zirede med Statuer, Malerier og Mosaikarbeider;*)[ii] Koret med sin himmelhøie Kuppel, prydet med Fresko-Malerier**)[iii] af Vasari, og sin stolte Marmorsøilerad; de mange Kapeller; de rigt udstyrede Altere; de talrige Gravmonumenter – Alt fængsler vort Øie og tryller vor Sandser. At beskrive, ja endog blot at omtale alt det Mærkværdige, som denne Kirke indeslutter, vilde være et ligesaa vidtløftigt, som for de Fleste lidet lønnende Arbeide; men vist er det, at hverken de skjønne Konsters Ynder og Kjender, eller Historiens Ven vil angre de Timer, han dvæler i Florenz herlige Domkirke. –

De fleste katholske Kirker af nogen Betydenhed have gjerne en eller flere mærkelige, stundom høist kuriøse Reliqvier eller Levninger af Helgener. Maria del Fiore savner eiheller slige Rariteter; men da de ei ere at see, uden ved visse Leiligheder, kan jeg om dem ingen videre Besked give, end at den hellige Zenobius***)[iv] hviler i en underjordisk Hvælving, med Undtagelse af et Stykke af hans Hjerneskal, der, indfattet i et Sølvhoved, bevares i en konstig udarbeidet Kiste, som findes i et ham helliget Kapel. Den 25 Mai bæres dette Sølvhoved om i en høitidelig Procession.

Blant de mange Gravmæler, som findes i denne Kirke, gives der ikke faa, som den florentinske Republik satte sine fortiente Borgere eller berømte Sønner, men ved intet dvæler den Fremmede med mere Interesse, end ved et Portræt af den berømte og ulykkelige Dante, hvem det utaknemmelige Fødeland forskjød, og nødte til at leve af Fremmedes Naadsensbrød, saalænge han levede, men hvis Billede de efter hans Død angrende lode opstille i denne Kirke, hvor man ogsaa finder Kuppelens berømte Bygmester, Fillippo Brunellesco’s Portræt, og Maleren GiottosBüste†).[v] Tillige med dem hviler her ogsaa Lorenzo af Medici’s Ven og Lærer, den store Litterator M. Ficinus, der, som bekjendt, var en saa ivrig Beundrer af Plato, at han vilde have hans Dialoger oplæste og forklarede i Kirkerne ved Siden af Evangelierne. Historiske Minder knytte sig ogsaa til dette Tempel. I Aaret 1438 holdtes her et Generalkoncilium, hvor den af Tyrkerne haardt ængstede Keiser Johan Palæologus den 2den personlig mødte Pave Engenius den 4de forat faae Schismet mellem den græske og romerske Kirke bilagt, og derved Haab om kraftfuld Hjælp af de romersk katholske Fyrster. Uagtet de betrængte Græker gave efter i alle Stridspunkter, udeblev den forventede Hjælp, og allerede 15 Aar derpaa plantede den vilde Muhamed den 2den den seirende tyrkiske Halvmaane paa Konstantinopels Mure. – Konciliets Forhandlinger holdtes i det saakaldte nye Sakristi, hvor en latinsk Inskription endnu minder om samme. Ei uden stille Gysen nærmer man sig Høialteret, idet man mindes, at i det Øieblik Præsten hævede den hellige Monstrants og Alle knælede, Søndagen den 14 April 1478, sank den unge, haabefulde Julian af Medici, under den vilde Pazzi og hans Sammensvornes snigmorderske Dolkestød, medens hans til Døden ogsaa bestemte Broder Lorenzo saaret sprang op, viflede Kappen om sin venstre Arm som Skjold, og med Sværdet i den høire Haand kjækt forsvarede sig mod Snigmorderne, indtil han, under det frygtelige Oprør, som nu opstod i Kirken, ved sine tililende Venner blev bragt ud i det gamle Sakristi, hvor denne i flere Henseender udmærkede Yngling til Videnskabernes og Konsternes Held fandt Redning*).[vi]

Figur 3. Dante Alighieri, det eldste portrettet av ham malt rett før hans landflyktighet. Freske tilskrevet Giotto, Bargello-palassets kapell, Firenze. Wikimedia Commons.

I de nordeuropeiske Kirker hænge Kirkens Klokker gjerne i Taarne, som staae i umiddelbar Forbindelse med Kirken selv, eller udgjøre en Deel af samme. Dette er imidlertid ikke altid Tilfælde, i det mindste i Italien, hvor Florenz Domkirke, St. Markuskirken i Venedig o. F. have særegne, høie Klokketaarn, der vel ligge i Nærheden; men dog ere stilte fra Domkirkerne, hvortil de og paa en vis Maade høre. Det klokketårn (il campanile), som tilhører St. Maria del Fiore ligger tæt ved samme paa Piazza del Duomo, og er udvendig belagt med graae, sorte og hvide Marmorplader, der ere saa smukt sammenføiede, at de synes at udgjøre et eneste Stykke. Det er 280 Fod høit, og vidner saavel om den florentinske Republiks Magt og Konstsands, som om den før nævnte Maler Giottos gode Smag og dristige Aand, da saavel Planen, som Udførelsen er hans Værk. Grundvolden blev lagt den 18 Juli 1334.

Figur 4. Relieff av Adam og Eva på en av «Paradisportene» utenfor på østsiden av baptisteriet i Firenze. Skapt og utført av Lorenzo Ghiberti mellom 1424–52. Wikipedia Commons/Foto:Thermos
Figur 4. Relieff av Adam og Eva på en av «Paradisportene» utenfor på østsiden av baptisteriet i Firenze. Skapt og utført av Lorenzo Ghiberti mellom 1424–52. Wikipedia Commons/Foto:Thermos

Paa Piazza del Duomo ligger endnu, ligeoverfor Domkirkens Forside en Bygning, som fortjener vor Opmerksomhed. Den kaldes Il batisterio di S. Giovanni (St. Johannes Døbekapel), fordi alle Byens Børn her blive døbte. Det danner en Ottekant med en lav Kuppel, som hviler paa en Søilerad af Granit. Kirkens 3 Bronzedøre, der tilforn endog have været forgyldte høre til Florenz’s Seeværdigheder. Den ene er bekjendt for sin Ælde, da den nu er over 500 Aar gammel, og de to andre ere berømte for deres udmærkede Figurer i halvophøiet Arbeide, der skyldes Lorenzo Ghibertis Konstnerhaand. Paa den fremstilles Frelserens Liv og Levnet, og paa den anden Tildragelser af det gamle Testamente. Michael Angelo, sin Tids største Konstner, pleiede at sige om disse Porte, at de vare saa smukke, at de fortjente at være Porte til Paradiis. Ikke blot Portene, men ogsaa Battisteriets Gulv og Tag fortjener nærmere Omtale. Hiint bestaaer af smaa sorte, hvide og røde Marmorstykker, der ere saa konstigen lagte, at de danne de forskjelligste Figurer, og dette er ziret med Mosaik, som ikke alene i Billeder fremstiller den hele Bibelhistorie ligefra Skabelsen, men endog en heel Mængde Engle, Erkeengle, Cherubiner, Serafiner o.m. – I dette Tempel findes adskillige Mærkværdigheder, som 2 Porfyrstøtter, hvilke Pisanerne 1117 forærede den florentinske Republik; den berygtede Pave Johan den 23des *)[vii] Grav, et Stykke af Frelserens foregivne Kors og flere Reliqvier, der til Johannes den Døbers Ære, hver St. Hans Dag fremstilles paa et kostbart Sølvalter, som da stilles midt i Battisteriet, der ved denne Leilighed besøges af en talrig Skare Mennesker. Paa foranstaaende Afbildning see vi en saadan Skare af Andægtige, som danne en Procession for at besøge et eller andet helligt Sted. Slige Processioner er ikke sjeldne i de katholske Lande hverken paa de store Høitidsdage eller ved andre Leiligheder. Er det f. Ex. et bekjendt Mariabillede, som skal have sig en liden Tour, saa iføres hun Galladragt, behænges med Hjerter o. s. v. og bæres paa en dertil indrettet Baare. Nærmest omgives den gjerne af Geistlige og Munke i fuld Ordensdragt med Monstrantser og Tilbehør. Dem følger gjerne en talrig Skare Mennesker af alle Stænder og Aldre; dog fornemmelig Oldinge, Qvinder og Børn, men saavel rige og fornemme, som fattige og simple. I Nærheden af Haven Boboli stødte jeg en Søndagseftermiddag paa en talrig Procession, hvor alle de, som hørte til samme, enten vare sort- eller hvidklædte og bare Fakler eller Lys, ja endog de Børn, som vare saa smaa, at de bleve baarne, havde dog i Haanden deres smaa brændende Lys. Toget bevægede sig langsomt, under Sang og Klokkernes Ringen, gjennem de trange Gader, fra hvis Vinduer og Altaner, der vare fulde af Folk, hang røde Tæppener eller Klæder. Efter som Processionen skred frem, knælede en Deel af de talrige Tilskuere, som havde samlet sig. I Frastand er en saadan Procession ret et smukt og høitideligt Syn; men naar man betragter den i Nærheden, falder gjerne det Høitidelige bort. Paa de Flestes Aasyn staaer Ligegyldighed eller Spøg malet. Have Pilegrimerne Fakler eller Lys i Hænderne, saa slukkes disse hvert Øieblik, og naar de da skulle tændes hos Naboen giver dette gjerne Anledning til Forstyrrelse eller Løier. Det er ikke vanskeligt at see, at for de Fleste er det Hele en tom Seremoni eller et simpelt Skuespil.

A. Faye

Figur 5. Firenze sett fra Boboli-parken. Jean-Baptiste-Camille Corot, oljemaleri ca. fra mellom 1835 og 1840. Wikimedia Commons.
Figur 5. Firenze sett fra Boboli-parken. Jean-Baptiste-Camille Corot, oljemaleri ca. fra mellom 1835 og 1840. Wikimedia Commons.

I denne avskriften etter original artikkel i Nasjonalbiblioteket er antikva gjengitt i fet skrift, sperret tekst i kursiv og Fayes egne fotnoter som sluttnoter. Noen få merknader er gitt i klammer. Den originale artikkelen i Skilling-Magazin 24.12.1836 (86. 2. årg., nr. 34, s. 267–271) kan lastes ned her.

___

[i] Kirkens Grundvold udgjør omtr. 22,000 □ Alen !

[ii] Mosaik er et Slags Maleri, som bestaaer af forskjellig farvede Stene, Glas eller Marmorstykker, der ved Kit sammensættes saa fast og konstigen, at de i Frastand ligne et med Pensel malet Stykke. Italienerne have været og ere endnu store Mestere i denne ældgamle Konst, som i Florenz især drives med Smag og Iver.

[iii] Fresko, eller Maleri al fresco udfører med Vandfarve paa et frisk Underlag af Kalk, blandet med Sand. I de italienske Kirker og Klostre træffer man paa mange af dette Slags Malerier, som i Frastand tage sig fortræffelig du. Der udfordres imidlertid, som Vasari siger, den største Kraft, Sikkerhed og Bestemthed for at udmærke sig heri, idet en Forandring ikke let er mulig.

[iv] Zenobius var Biskop i Florenz i det 5te Aarhundrede. Paa Pladsen, som omgiver Domkirken, ikke langt ifra St. Johannes Døbekapel findes endnu en Søile, der er opreist til Minde om et Mirakel, som den hellige Mand paa det Sted skal have gjort Aar 408.

[v] Giotto, den italienske Digter Petrarkas Ven, hørte til sin Tids største Genier, der udmærkede sig som Maler, Billedhugger og Arkitekt. Den florentinske Maleriskoles Fader Cimabue traf hændelsesviis Giotto, som Hyrdedreng afridsende med en spids Steen paa et Stykke Skiffer et af de Faar, han vogtede, og fandt deri saameget Geni for Maleri, at han tog den unge Hyrde med til Florenz, hvor han hurtigen udviklede sine lykkelige Anlæg og snart ved sin Pensels Ynde, Natur og Livlighed overtraf sin Mester, og gjorde sit Navn udødeligt. Han døde i Aaret 1336 og under hans omtalte Büste skrev hans aandrige og lærde Landsmand, Lorenzo de Medici’s Ven og Pave Leo den Xdes Lærer, Poliziano, blandt Andet: «Ille ego sum, per qvem pictura extincta revixit» og «Plus licuit nulli pingere, nec melius

[vi] Den mægtige og stolte Familie Pazzi’s Misundelse og Forbittrelse over det mediceiske Huus’s Indflydelse og Anseelse var vel Hovedgrunden til denne afskyelige Sammenrottelse, hvori Paven selv var Medvider. Anslaget strandede paa Raadets Aandsnærværelse og Folkets Hengivenhed for Mediceerne. De sammensvorne maatte Alle bøde med Livet og flere blant dem, som Franz Pazzi og Erkebiskop Salviati i Pisa, bleve paa frist Gjerning hængte i Raadhusets Vinduesposter. I den store ved historiske Minder interessante Raadhuussal (Sala del Consiglio) i det nu saakaldte Palasso vecchio viser man endnu det Vindue, hvor denne hurtige Justits foregik. Julian efterlod sig en uægte Søn, der siden blev Pave under Navn af Clemens den 7de, der blandt Andet er bekjendt af sin Strid med Keiser Karl den V.

[vii] Johan den 23de hører til de Mænd, som ved deres Stilling og Laster have erhvervet sig en sørgelig Udødelighed. Som Kardinal Baldassar Cossa gjorde han sig berygtet for sin Havesyge og Udsvævelser. Et skrækkeligere Beviis paa de Tiders Fordærvelse kan man vel neppe have, end at denne Mand, som til sit aabenbar ugudelige Levnet endnu føjede Mistanken om at have forgiftet sin Formand, Alexander den 5te, kunde blive valgt til Kristi Statholder paa Jorden. I Kirkehistorien spiller han en vigtig Rolle, som den, der sammenkaldte det mærkværdige Konsilium til Kostnitz [Konstanz 1415?], der afsatte de 3 Paver, som paa den Tid bragte Forstyrrelse i Kirken og blandt dem Johan den 23de, som 6 Aar efter sin Afsættelse døde i Florenz, hvor han blev jordet paa det nævnte Sted. Hans Grav er prydet med et Bronzebillede, der er iført Paveornat og Inskriptionen Iohannes qvandam papa XXIII obiit Florentiæ Anno Domini MCCCCXVII–XI Kalendas Ianuarii.

Print Friendly, PDF & Email

Legg igjen en kommentar