Florenz

Det Land, hvor Himlen er saa klar og Jorden saa frugtbar, hvor Høiene ere beklædte med Ranker og Markerne med Mais og skjønne Blomster, hvor Figen og Valdnødder voxe og Ferskener og Citroner trives; det Land, hvor Kapitolium stod, hvor Pederskirken kneiser, hvor Folkefrihed, Handel, Konster og Videnskabers Sol efter Aarhundreders Nat igjen oprandt, hvor til fast hver Plet knytter sig interessante Minder om Fortids Stordaad, som en Livius, en Guicciardini, en Sismondi have reddet fra Forglemmelse og med Mesterhaand overleveret til Efterverdenen; det Land, der har fostret Scipioner og Cæsarer, Horats og Dante, Rafael og Correggio, Michael Angelo og Canova, kort, som har frembragt saa meget herligt – maa interessere Enhver. Den interessanteste By i Italien næst Rom og maaske Neapel, er unægtelig Toskanas skjønne Hovedstad, der ligger paa en frugtbar og vid Slette, vandet af Arnofloden, som deler Byen i to Dele. Dens sunde Klima og skjønne Omegn gjør den til et behageligt Opholdsted endog paa den Aarstid, da Heden og Siroffovinden besværer Neapolitaneren, «aria cativa» paafører de fleste Fremmede, ja Romerne selv, en Klimatfeber. I «Firenze,» der med Ret fører sit Tilnavn «la bella,» vil man derfor stedse finde en Mængde Fremmede, især Englændere, som deels for stedse, deels for en Tid have fæstet Sæde i dette Land, hvis Indbyggere udmærke sig ved flid, Konstfærdighed og Dannelse og hvis Regjering unægtelig hører til den liberaleste i Italien, uagtet Metternichs Jernarm ogsaa er naaet hid. – Folket er livligt og muntert og synes at være tilfreds. Den simple Mand ynder her, som i de fleste italienske Stæder at leve paa Gaden, hvor man læser, arbeider, koger, spiser, drikker, sover o. s. v. Vil man paa et Sted skue Florenz’s høiere Stæder, saa maa man gaae paa Prateren (il Prato) udenfor Byen, hvor man om Aftenen kan fryde sit Øie ved Synet af Toskanas Nobili og rige Fremmede, der ride eller kjøre i elegante vogne, langtsomt hen ad den smukke Allee, som danner Prateren. En talrig Skare af Middelklassen spadserer, eller ere Tilskuere ved dette i sit Slags ikke uinteressante Skuespil, der i en vis Henseende kan lignes ved vore Kjørebaner om Vinteren, dog med den Forskjel, at Hestene og deres Løb er hos os Hovedsagen, medens paa de italienske Pratere de kjørende Personer, deres Pragt, Navn eller Personlighed fængsle Opmærksomheden. Kjender man den engang saa berømte florentinske Republiks Historie og interesserer sig for den, kan man tillige have den Fornøielse at see Ætlinger af de Familier, som fordum spillede en Rolle i Florenz’s mærkværdige Historie. Uagtet de, som Italienerne idethele, ret vanslægte fra deres berømte Forfædre, morede det mig dog at see de Folk, som bare saa klassiske Navne. Jeg stillede mig derfor i en Allee, hvor Alle maatte passere, og en Leietjener nævnte mig Navnene paa dem, som han kjendte, og dem, som han ei kjendte, gjorde han til rige Englændere. Den første, som kom, var ogsaa en Englænderinde i en lang, flagrende Ridedragt paa en rolig Ganger ledsaget af en Rideknegt og en florentinsk Officier, der syntes at opbyde Alt forat behage sin stolte Dame; dem fulgte Chevalier Titi med en bleg, rødhaaret Dame (i Italien en Skjønhed) og et Par hvide Heste, der vare saa smukke, at jeg over dem glemte at see paa Madame Manichini og hendes travende Ridder; men maatte lade mig nøie med at betragte hendes Efterfølger, en Bonde med sin Arbeidskjære, foran hvilken var spændt et Muulæsel, behængt med ranglende Bjelder. Denne Musik maa ikke have behaget Grev Orlandini, som selv kjørte sin Frue i en let Eenspænder; thi rask foer han Bonden forbi, efterfulgt av 3 unge lattermilde Englænderinder, hvoraf den ene var saa smuk, at man, forat see efter hende, nok kunde glemme ret at betragte en ridende Pazzi, og et Par andre Nobili med bekjendte Navne, ja endog den, jeg troer, rige Komtesse Campana. Selv hvorledes Marquis Riccardi, hvis kunstelskende Familie, har frembragt saa mange Mæcener, seer du, har jeg glemt; men for Modsætningens Skyld mindes jeg grant, at Marquisens elegante vogn blev fulgt af en rødmalet Kjærre, fyldt med Flasker, trukken af 2 hvide Oxer og ledsaget af en Skare sortklædte Munke. Blant en heel Mængde Folk, hvis Navne jeg deels har glemt, deels ei fik at vide, passerede mig forbi Marquis Strozzi af en berømt Ætt, den rige Corsini, en ung Mand med Romernæse, og hans smukke Kone, der sad i en Vogn for sig selv, General Casanova, Prinds Borghese, der eier det skjønneste Pallads i hele Florenz, og ved hvis høire Side av Bologneserhund havde dit Sæde, og endelig Storhertugen selv, en smal, bleg middelaldrende, ikke smuk Mand, der kjørte ganske langsomt i en Vogn, som ble trukken af 6 Heste. Med Storhertugen forlode de Fleste Prateren for at begive sig til Theatret eller i Selskab; men underveis kan man træffe en heel Deel af det fornemme Selskab i et stort og glimrende oplyst Kaffehuus, hvor de deels gaae ind for at tage sig en Forfriskning, deels standse udenfor og lade sig ved Tjenerne bringe et Glas Iis, som nydes i Vognen. Ønsker man at see inden- og udenlandske Lærde, saa besøger man et af Byens 5 betydelige og rige Bibliotheker, blant hvilke det magliabechianske daglig staaer aabent for Enhver, og, hvor man i et stort Læseværelse træffer en heel Mængde granskende Lærde, og Andre, der alle behandles med megen Forekommenhed af de ved Bibliotheket ansatte Mænd, der øieblikkelig bringe den Bog, man ønsker. – Har man derimod Lyst at see de Fremmede, som ere i Byen, saa er man temmelig vis paa at træffe dem i det storhertuglige Galleri, i Paladset Pitti, eller i St. Maria del Fiore, Florenz’s Domkirke, hvilke 3 høre til de mærkværdigste og interessanteste Punkter i Italien, ja vel i Europa. Vi ville denne gang standse ved den sidste, om hvis ydre Form Læseren saa faae et, skjønt ufuldstændigt Begreb, ved at betragte hosstaaende Afbildning. Den ligger omtrent midt i Byen paa en stor og smuk Plads, som efter den bærer Navn af piazza del Duomo. Forbauset standser den Fremmede ved Synet af denne kolosalske, herlige Bygning, der allerede har trodset mange Aarhundreders Storme, og kneiser endnu som et stolt Minde om den ædle, med Religiøsitet og Kunstsands forbundne Almeenaand, som besjelede den florentiske Republik, der grundede og fuldførte dette Kjæmpeværk*).^[i] I Aaret 1294 besluttede nemlig Florentinerne at opbygge en ny og stor Domkirke i den gamles Sted, og 4 Aar derefter lagde den pavelige Legat Valerius Grundstenen til samme. Arnoldo di Cambio, eller som han også kaldes Lapo di Colle, den Tids ypperste Architekt og en Discipel af den bekjendte florentinske Maler Cimabue, grunlagde og begyndte denne Bygning, som efter hans Død fortsattes af forskjellige Mestere indtil den genialske Filippo Brunnellesco i Aaret 1448 fuldendte den, og gjorde sit Navn udødeligt, ved at bygge den uhyre Kuppel, der var den første i sit Slags, og kun skal have sin Lige i Pederskirkens, der blev bygget av hans Beundrer og Landsmand, Michael Angelo Buonoratti. Udvendig er den, med Undtagelse af Facaden, (Forsiden) som de følgende Aarhundreder have ladet ufuldendt, klædt med sort og hvid Marmor, og prydet med en Mængde Marmorstatuer. Forbauses den Fremmede ved det ydre Syn af denne Kjæmpebygning, saa overraskes han ikke mindre, naar han igjennem Fortidens store Port træder ind i dette Tempel, der ved sin Størrelse, Pragt og høitidelige Dunkelhed fængsler Sandserne paa samme Tid, som Sindet stemmes til Alvor og Andagt. Naar man til Kirkens eiendommelige Majestæt og hellige Dunkelhed, føier de mange brændende Lys og Lamper, hvormed fromme Troende vise deres Ærefrygt for en eller anden Helgen, eller, som brænde til Minde om en hedenfaren Ven eller Frænde, de skjønne religiøse Malerier, hvormed de fleste større katholske Kirker ere prydede, og den deilige Sang og Orgeltoner, som der lyde, saa skulde man vente, at disse Templer vare et fredet Hjem for den varmeste og reneste Andagt; men stor er Vanens Magt. Vistnok vil man paa hvilkensomhelst Tid af Dagen, man træder ind i de næsten stedse aabne katholske Kirker, finde endeel Mennesker, især Qvinder, som enten skrifte deres Synder, eller knælende synge en Psalme, mumle en Bøn, og tælle paa deres Paternosterbaand; men at den sande Andagt ei er større der end i mangen protestantisk Kirke, bliver man let vaer, naar man hændelsesviis passerer en saadan knælende Skare; thi uagtet Læberne ere i en uafbrudt Bevægelse ved Sangen eller Bønnen, følge deres nysgjerrige Blik og Hoveder gjerne den Fremmedes Bevægelser.