Årets julehilsen fra Andreas Fayes rike sagnunivers er fortellingen «Brakandalen» om de underjordiske som hvert år jager gårdsfolket ut på selveste julaften og forsyner seg med øl og kjøtt, før en fremmed mann med en hvitbjørn kommer til unnsetning og jager dem på dør, et såkalt undereventyr og klassifisert som en variant av det mer kjente sagnet «Kjetta på Dovre».

Brakandalen

"Kjætten på Dovre", tegnet av Theodor Kittelsen, Nasjonalbiblioteket / Wikimedia Commons

Paa Nes i Hvidesø ligger Brakandalsfjeldet. Her laa i gamle Dage en Gaard, som hedte Brakandalen, paa samme sted, hvor en Sæter af samme Navn nu ligger. Paa Gaarden boede rige Folk, der dog havde den Uleilighed, at de hver Juleaften maatte forlade Stuen og lade sig nøie med Fjøset, da de Underjordiske om Juleqvelden kom, drev Folkene ud og selv gjorde sig til gode med Hus og Julekost. En Juleqveld kom en reisende Mand med en tam Hvidbjørn og forlangte Hus om Natten. «Gud bedre os!» svarede Husbonden, «vi have ikke selv Hus i Nat uden i Fjøset. Vil du imidlertid tage til takke dermed, saa maa du gjerne; men nu komme de Underjordiske snart og jage os Alle paa Døren.» Den Fremmede svarede, at dersom han fik Lov, vilde han blive i Stuen og meente, at det nok skulde blive sidste Gang, at de Underjordiske skulde forstyrre dem. Bonden blev glad og tillod gjerne den Fremmede at benytte Huset og Julekosten, men han selv og hans Folk tyede til Fjøset, saasnart det begyndte at blive mørkt. Den fremmede blev derimod tilbage med sin Hvidbjørn og gjorde sig til gode med Julekosten. Da det var bleven mørkt, hørte han pludselig Larm. Han mærkede nu, at de Underjordiske kom. Selv krøb han under Bordet, men Hvidbjørnen satte sig ved Skorstenen. Manden saa nu hvorledes de ubudne Gjester tappede Øl og stegte Kjød og Flesk. Ved Lugten af en fed Skinke, som en Underjordisk begyndte at stege paa, nærmede Hvidbjørnen sig. Den Underjordiske, som syntes at Bjørnen blev vel næsviis, dryppede nogle hede Draaber Fedt paa Bjørnens Næse. «Bit i Qvite», sagde i det samme Manden under Bordet. Rasende foer Hvidbjørnen nu paa Stegeren og havde vist gjort Ende paa ham, dersom han ei havde faaet Hjelp af de Øvrige. Hvidbjørnen lod sig imidlertid ei skræmme, men foer saa glubsk afsted med de Underjordiske, at de med Hyl og Brøl forlode Huset. Den Fremmede hentede derpaa den forskrækkede Familie fra Fjøset, og man nød nu mange Aar Julefred paa Gaarden. Efter nogle Aars Forløb kom vel en Underjordisk frem paa Fjeldet og raabte til Bonden «hæve du den kvitklødde Kausen din ennaa.» «Ja, naa hæve den yngt,» svarede Manden. «Heer kjæmme me alle mei» (her komme vi aldrig meer), vedblev den Underjordiske, og fra den Tid blev Bonden paa Brakandalen aldrig forstyrret af de Underjordiske. For at være rigtig sikker havde han desuden, efter den Fremmedes Raad, opfødt flere hvide Kalve, som han lod springe og kjete sig i Gaarden, for at de underjordiske skulde see dem og troe, at det var Hvidbjørnens Unger. [Saavel muntligt som meddelt.]

Anm. Et lignende Sagn under Benævnelse Kjætten paa Dovre, findes i Norske Folkeeventyr ved Asbjørnsen og Moe Side 139.

Kommentarer til sagnet

Fortellingen «Brakandalen» er hentet fra Andreas Fayes Norske Folke-Sagn (1844), s. 30–32. Informant til sagnet er den ukjente J. Johnsen fra Løvenstad i Drangedal, tidfestet til c. 1841, som har levert flere sagn til 2. utgave av sagnene. Originaloppskriften til sagnet finnes i Fayes samlinger i Riksarkivet, arkivref.: RA, Pa 15 Faye, pk. 20, Fe-VI 12, legg nr. 20.

I leseboken Udvalgte Eventyr og Sagn for Børn fra 1877 gjenforteller Simon Knutsen sagnet med tittelen «Juletroldene i Brakedalen», s. 303–308.

Den amerikanske professoren Archer Taylor (1890–1973), som regnes som en av USAs fremste spesialister innen amerikansk og europeisk folklore – med spesiell interesse for kulturhistorie, litteratur, ordtak, gåter og bibliografi – lister opp sagnet «Brakandalen» som et Hvitbjørn-sagn i en artikkel fra 1919, senere klassifisert som et såkalt undereventyr under AT 425. De to norske folkloristene Reidar Thoralf Christiansen (1886–1971) og Ørnulf Hodne klassifiserer begge sagnet som en eventyrvariant av «Kjetta på Dovre» (The bear trainer and his bear) under AT 1161, se Christiansen 1921:122 og Hodne 1984:221.

AT-katalogen eller Aarne-Thompson-systemet er en internasjonal eventyrkatalog, først utarbeidet av Antti Aarne og Stith Thompson 1961 (og en videreutvikling av Aarnes banebrytende verk Verzeichnis der Märchentypen 1910), et klassifikasjonssystem for folkeeventyr som bygger på ulike handlingsmønstre og motiv som går igjen i eventyr fra forskjellige kulturer. Eventyrene blir sortert etter type og gitt et AT-nummer, og katalogen er også grunnlag for utvikling av flere nasjonale eventyrkataloger, f.eks. Ørnulf Hodnes norske. Den internasjonale AT-katalogen ble i 2004 revidert og utvidet av den tyske folkloristen Hans-Jörg Uther som Aarne–Thompson–Uther Index (ATU Index).

I 2014 forelå en samlet italiensk oversettelse av Fayes sagn fra begge utgavene (1833/1844), inkludert «Brakandalen», oversatt av Luca Taglianetti. Han har det siste tiåret oversatt en rekke sentrale norske bokverk til italiensk, blant andre P. Chr. Asbjørnsens Norske Huldreeventyr og Folkesagn (1. samling 1845, 2. samling 1848 og senere forøkte utgaver) og Th. Kittelsens Svartedauen (1900) som i hovedsak bygger på Fayes sagn om den sorte død.

Anvendt litteratur

Reidar Th. Christiansen: Norske Eventyr. En systematisk fortegnelse efter trykte og utrykte kilder. Utg. av Den Norske Historiske Kildeskriftkommission [Serie: Norske folkeminder], Jacob Dybwad, Kristiania 1921, s. 122.

Andreas Faye: Leggende popolari norvegesi. Traduzione e cura di Luca Taglianetti. Prefazione di Andreas Meregalli. Introduzione di Jan Faye Braadland. Aracne editrice S.r.l., Roma 2014, s. 23–30.

Ørnulf Hodne: The Types of the Norwegian Folktale. Universitetsforlaget, Oslo 1984, s. 221.

Archer Taylor: «Schrätel und Wasserbär». Modern Philology, Vol. 17, No. 6 (Oct. 1919), The University of Chicago Press, s. 65.

Udvalgte Eventyr og Sagn for Børn. Udgivne af S. Knutsen, L. M. Bentsen, A. Johnsson. Lærere. Andet Oplag. Christiania 1877, s. 303-308. [En av redaktørene, lærer og folkeskolestyrer Lars Martinius Bentsen (1838–1919), var seminarist fra Holt 1860 under seminarbestyrer andreas Faye.]

Print Friendly, PDF & Email

Legg igjen en kommentar